Del

Anbefalinger til studerende i praktik

Praktikforberedende undervisning på Campus forud for semesterets opstart
Forud for opstarten i praksis gennemføres den praktikforberedende undervisning. Formålet med disse dage er blandt andet en nærmere introduktion til praktikforløbet samt arbejde med personlige og faglige udviklingsmål for praktikken. Der er mødepligt til disse dage og evt. fravær indregnes i den studerendes samlede fravær.

Introduktionsperioden
Den første periode af praktikken er primært introducerende og der vil være meget af få overblik over.

Hvilke opgaver har du særligt i den første måned af praktikken?

  • Præsentation af nærmeste kollegaer og daglige samarbejdspartnere.
  • Orientering om mødetider, brug af kalender, pauser, rygning, påklædning, telefonkultur mv.
  • Planlægning af fokusområder i de første uger.
  • Orientering om institutionens organisation, arbejdsområder, administrative processer, kompetenceregler, arbejdets tilrettelæggelse, metoder, redskaber mv.
  • Udarbejdelse af læringsplan samt personlige og faglige mål for praktikken.
  • Aftale om socialrådgiverfaglig vejledning – hvornår? hvor længe? samt evt. daglig kontakt.
  • Aftale om tid til studiedagbogsskrivning.
  • Orientering om relevant læsestof, og aftale om på hvilken måde litteraturlæsning skal foregå. Herunder hvad der anbefales læst i introduktionsfasen.
  • Indføring i brug af computersoftware.
  • Efter nogle uger anbefales det at holde en forventningsafstemmende samtale ift. dit samarbejde med praktikvejlederen. Se evt ”Afstemning af forventninger” under praktikrelevante dokumenter i praktikportalen..
  • Det anbefales at der udarbejdes 1-2 observationsreferater.
  • Herudover følger du naturligvis din praktikvejleders arbejde og anvisninger både som observatør og med begyndende selvstændige opgaver.

Samarbejdet mellem dig og din praktikvejleder
Under praktikforløbet modtager du socialrådgiverfaglig vejledning med henblik på at sikre din læring og progression under praktikken.

Omfang af vejledningen

Du har som studerende krav på et ugentligt vejledningsmøde på en time. Da der jævnligt og måske dagligt kan være behov for at kunne rådføre sig med din praktikvejleder eller andre, kan det af praktiske årsager være vigtigt at aftale, hvorledes du kan få afklaret/drøftet dine spørgsmål – evt. i form af aftale om bestemte tidspunkter.

Din praktikvejleder kan, idet hun/han er ansvarlig for din borger kontakt, indtræde som kontrollerende faglig autoritet, fx omkring konkret håndtering af rådgivning, vejledning, ydelser mv.

Ansvar for praktikvejledningen

Både du og din praktikvejleder er ansvarlige for indholdet af den socialrådgiverfaglige vejledning, men det er primært dig som varetager planlægningen af indholdet i vejledningen på det ugentlige møde.

Det anbefales at du forbereder dig til vejledningen og at du laver en dagsorden. Det kan være hensigtsmæssigt at gøre brug af en mappe som samler materialet fra vejledninger fx. dagsorden og notater.

Praktikvejledningens indhold og form

Målet med vejledningen er at skabe en læreproces, hvor du får integreret teori, praksis, holdninger og følelsesmæssige reaktioner, således at du udvikler din professionelle kompetence. Du bliver således bedre til at udføre socialt arbejde uden at begrænses af egne reaktioner, manglende viden og indsigt.

Praktikvejledning består af rådgivning, vejledning, evaluering, undervisning og kan endvidere også bestå af supervision. For at understøtte din refleksion og arbejde med viden, færdigheder og kompetencer er det godt at arbejde med dine refleksioner, undren og spørgsmål i vejledningen. F.eks. igennem: hvad, hvem, hvor, hvordan, hvorledes og hvornår spørgsmål.

I vejledningen bringer du dine problemstillinger op, med udgangspunkt i oplevede situationer og egne reaktioner i forbindelse med fx borgerarbejde og samarbejde internt og eksternt. Det anbefales, at du gør brug af konkret materiale fx fra studiedagbogen, eller i form af mindre opgaver/oplæg - som forberedelse og kvalificering af vejledningen. Du kan med fordel forberede dig med udgangspunkt i refleksionscirklen, som findes under praktikrelevante dokumenter i praktikportalen.

Under vejledningen har du og din praktikvejleder mulighed for at bearbejde de enkelte sagers problemstillinger og dine faglige/personlige vurderinger og handlinger i relation til disse.

Praktikvejlederen kan også med udgangspunkt i dine subjektive oplevelser af situationen, gå ind i drøftelser om holdninger, etiske problemstillinger mv. Praktikvejlederen kan endvidere støtte dig i en afklaring af de problemområder borgerne oplever - dels på det følelsesmæssige plan, og dels ved at præsentere sin konkrete viden og erfaring inden for området.

For at give din praktikvejleder mulighed for at vurdere og understøtte din viden, færdigheder og kompetencer, anbefales, at praktikvejlederen ind imellem overværer dine samtaler. Ligeledes anbefales at I jævnligt arbejder med evaluering af læringsmålene for praktikken, for at sikre din progression. Praktikvejlederen eller andre på praktikstedet kan indgå med mere direkte undervisning, som led i din indføring og læring under praktikken. Det kan være journalskrivning, tolkning af paragraffer, samtaleteknik, behandlingsteknikker, teori, metoder og praksisrelatering, etc. Er der flere praktikanter i samme afdeling/center kan undervisningen med fordel ske samlet.

Evaluering eller feedback

Evaluering eller feedback er en vigtig del af din læreproces, og den skal således foregå kontinuerligt gennem hele praktikken og ikke alene drøftes ved midtvejsstatus og i forbindelse med den afsluttende prøve. Evalueringen og feedback skal sammenholdes med praktikkens mål og uddannelsen som helhed, det vil sige det skal ske i forhold til det niveau hvorpå læringsmålene skal opnås. Evaluering og feedback bør være en integreret del af den socialrådgiverfaglige vejledning, og dermed også præget af gensidighed mellem dig og din praktikvejleder.

Vær opmærksom på, hvis du har svært ved at modtage feedback - og tal med din praktikvejleder omkring dette.

Studiedagbog

I praktikken, hvor der er et væld af nye indtryk har mange gavn af at skrive deres personlige overvejelser eller refleksioner over det de observerer og erfarer, da læringen herved bliver mere dybtgående og varig. Studiedagsbogsskrivning stimulerer din evne til refleksion og fordybelse, og er et middel til at understøtte din tilegnelse af læringsmålene for kompetencer under praktikken.

Det er ikke hensigten, at studiedagbogen skal referere observationer eller tanker i detaljer, men beskrive processen omkring aktiviteter og de tilhørende refleksioner.

Det anbefales at du fører studiedagbog fra den første dag og at det drøftes hvorledes Studiedagbogen kan indgå i samarbejdet.

Fordelene ved at anvende studiedagbogen er:

  1. Du understøttes i din læringstilegnelse og læringsprocessen bliver mere bevidst.
  2. Studiedagbogen er til eget brug og kan bruges som opfølgning af læringsplanen, oplæg til vejledning og understøtte arbejde med at beskrive status på personlige og faglige mål.
  3. Gennem refleksionerne og evaluering over egen læring synliggøres progressionen i kompetenceudviklingen.
  4. Der skabes mulighed for at få en dialog om en konkret situation og dine tanker.

Afsluttende møde med din praktikvejleder

Det anbefales, at du og din vejleder afslutningsvis afrunder praktikforløbet med at gøre status samt give hinanden feedback på forløbet og samarbejdet evt. i forbindelse med den ugentlige vejledningssamtale. Fx ”hvad lærte jeg mest af?”, ”hvad har betydet noget for mig?”, ”hvad tager jeg med mig fra praktikken?”. Praktikvejlederen opfodres ligeledes til at give dig en tilbagemelding.

Faglige oplæg

Det anbefales, at du i din praktikperiode udarbejder og holder 2-3 korte oplæg for praktikvejleder eller for arbejdspladsen. Oplæg kan fx holdes på vejledermøder eller på de institutions møder, hvor det vil være relevant.

Et oplæg kan tage afsæt i pensum og i teorier, modeller eller andre input, som er relevante for det arbejdsområde din praktik foregår i. Det kan også være generel teori om socialt arbejde, mere specifikke modeller eller artikler der kan skabe inspiration og debat i det daglige arbejde. Så vidt muligt vælges faglitteratur, som ikke er bekendt eller up-to-date for praktikvejleder.