Praktikhåndbog for socialrådgiveruddannelsen
Praktikhåndbogen for Socialrådgiveruddannelsen på Professionshøjskolen Absalon er udarbejdet på baggrund af bekendtgørelsen om uddannelse til professionsbachelor som Socialrådgiver, BEK. nr. 766 af 24/06/2011 og studieordningen for Socialrådgiveruddannelsen på Professionshøjskolen Absalon.
Uddannelsens overordnede formål
"Formålet med uddannelsen til professionsbachelor som socialrådgiver er at kvalificere den uddannede til at varetage opgaver inden for socialrådgivning og socialt arbejde. Den uddannede skal selvstændigt og på tværs af professioner og sektorer kunne bidrage til forebyggelse og løsning af sociale problemer samt planlægge, koordinere, gennemføre, evaluere og udvikle socialfaglige indsatser på individ-, gruppe-, organisations- og samfundsniveau inden for den offentlige forvaltning, herunder på beskæftigelsesområdet, foranstaltningsområdet og i privat regi."
"Uddannelsen giver den uddannede ret til at anvende titlen professionsbachelor som socialrådgiver. Den engelske titel er Bachelor of Social Work. Uddannelsens engelske betegnelse er Bachelor's Degree Programme in Social Work."
(Undervisningsministeriet: Bekendtgørelse om uddannelse til professionsbachelor som socialrådgiver, BEK. nr. 766 af 24/06/2011 § 1, stk. 1). Modul 7, praktik udgør 30 ECTS.