Del

Velkommen til studiestart på den social- og specialpædagogiske meritpædagoguddannelse i Vordingborg

Kære kommende studerende

Om ganske kort tid træder du ind i et helt nyt kapitel i dit liv, og vi glæder os til at blive en del af det. Du er kommet ind på en uddannelse, hvor fagligheden går helt ind i hjertet, og hvor personlig og faglig udvikling således følges ad. Du får din vante gang på et campus, der summer af studieliv og muligheder. Og du bliver del at et stærkt fagligt fællesskab.

Her på siden kan du finde en række informationer om din studiestart.

 

Med venlig hilsen
Sidse Lillebæk Veje 

Uddannelsesleder 

 

Studiestart er mandag d. 1. september 2024 kl. 08.40. Introteamet vil stå klar ved hovedindgang B og guide dig hen til dit lokale

Der er introuge hele ugen fra mandag d. 1. september til fredag d. 5. september

Adressen er: Campus Vordingborg, Kuskevej 1B,4760 Vordingborg

Program for introdagene og skema for den første tid på uddannelsen

Uge 1: Introugen (1. til 5. september)

Studentervejlederne har i samarbejde med underviserne planlagt en spændende introuge til dig.

Du får blandt andet hjælp til dit nye studiekort, IT-programmerne på uddannelsen og rundvisning på campus. Herudover har vi planlagt en masse sociale aktiviteter, så der skabes et godt grundlag for et positivt socialt sammenhold på dit hold. Derudover vil der være korte oplæg og refleksionsøvelser, fx om overgange fra at være elev til at blive studerende, om studiekompetencer og pædagogisk faglighed og professionalitet.

I introugen møder du hver dag fra kl. 08.40-15.00. Den første dag bliver du præsenteret for et mere detaljeret program for de enkelte dage. Introugen er en integreret del af undervisningen og er derfor obligatorisk.

 

Introduktion til uddannelsen

Tilrettelæggelse og varighed

På det første studieår er undervisningen de første måneder tilrettelagt med to ugentlige studiedage med undervisning og studieaktiviteter på uddannelsesinstitution. Derefter er der 32 uger, hvor første praktik udgør den ene af de to studiedage om ugen. Den anden ugentlige studiedag er tilrettelagt med undervisning og aktiviteter på uddannelsesinstitutionen. Første studieår er en del af grundfagligheden. 

Det andet studieår er tilrettelagt med undervisning og studieaktiviteter på uddannelsesinstitutionen to dage om ugen (studiedage er onsdag og fredag). På andet studieår færdiggøres grundfagligheden og specialiseringsdelen starter op med en valgfagsperiode.

Det tredje studieår er tilrettelagt med undervisning og studieaktiviteter på uddannelsesinstitutionen to dage ugentligt. Dette studieår er en del af specialiseringsretningen.

På fjerde studieår afsluttes pædagoguddannelses med et bachelorprojekt. 

 

Indhold og opbygning

Uddannelsen er bygget op af en grundfaglighed, som strækker sig over første og delvist andet studieår. Derefter følger specialiseringsdelen, som alene har fokus på specialiseringsretningen social- og specialpædagogik.

Grundfagligheden

Grundfagligheden består af 5 moduler og en praktikperiode. Særligt for første studieår er, at de første undervisningsmoduler finder sted parallelt med første praktikperiode. Modulerne er:

  • Pædagogiske miljøer og aktiviteter
  • Pædagogens praksis
  • Første praktikperiode
  • Køn, seksualitet og mangfoldighed
  • Samfundet i pædagogisk arbejde
  • Pædagogen som myndighedsperson

Specialiseringsdelen

Specialiseringsretningen indeholder et valgfag og et tværfagligt element som er indlejret i et af specialiseringsmodulerne. Forløbene suppleret med deres forkortelser i parentes. Moduler er:

  • 1 valgmodul
  • 3 specialiseringsmoduler
  • 1 tværprofessionelt element
  • Bachelorprojektet og 4. praktikperiode

Moduler i grundfagligheden

Grundfagligheden er bygget op omkring 5 moduler, hvor etaper er med til at rammesætte forløbene. 

Pædagogiske, miljøer og aktiviteter (PMA)

PMA er det første modul på din uddannelse. På modulet får du viden om forskellige målgruppers forudsætninger og perspektiver. Du vil få kompetencer til at kunne planlægge, udføre og evaluere forskellige pædagogiske miljøer og aktiviteter, der fremmer læring, udvikling og dannelse.

Du vil undervejs i forløbet stifte bekendtskab med forskellige aktivitetsfagligheder som fx musik, bevægelse, natur og udeliv, drama og værkstedsfag.

Du vil få undervisning i professionelle samarbejdsformer i studiegrupper, som du kommer til at bruge igennem hele din uddannelse. 

Køn, seksualitet og mangfoldighed 

Dette forløb giver dig et et indblik i dilemmaer, diskurser om og perspektiver på køn, seksualitet, familieformer og kulturel mangfoldighed. Du vil arbejde med, hvordan individuelle, sociale, institutionelle og kulturelle faktorer er med til at strukturere, muliggøre og reproducere menneskers identitet, køn, normer, værdier og handlemuligheder i mangfoldige fællesskaber. Herunder hvilken rolle du som borger, pædagog og individ selv spiller i disse fællesskaber. Du vil i forløbet skulle omsætte din viden om dilemmaer, diskurser og perspektiver i tilrettelæggelse, gennemførelse og evaluering af pædagogiske aktiviteter og miljøer.

På anden etape ligger Pædagogens praksis mellem de to moduler på første etape. Samfundet i pædagogisk arbejde og Pædagogen som myndighedsperson ligger efterfølgende i tredje etape. 

Praktik gennemføres på en af de to ugentlige studiedage på onsdage fra uge 44 (2025) til uge 25 (2026).

 

Arbejdsformer

I undervisningsforløb veksles mellem studieaktiviteter som undervisning, selvstændigt arbejde og arbejde i studiegrupper. Du vil arbejde med redegørelser, analyser og refleksion over temaer, teori og metoder med relevans for det pædagogiske arbejdsfelt.

 

Der er mødepligt på pædagoguddannelsen

Vi ønsker, at du får mest muligt ud af din uddannelse. Uddannelseslokationen eller campus er det sted, hvor du mødes med dine undervisere og medstuderende, og hvor I deler viden, erfaringer og holdninger med hinanden. Det er i mødet med andre, at du bliver en dygtig pædagog. For at sikre, at alle møder op og deltager aktivt i undervisningen er der mødepligt på min. 85% det første studieår for alle pædagogstuderende i Danmark.

Hvordan fremmøderegistreringen foregår, kan du læse mere om på Studienet, og du vil også blive informeret om mødepligten i forbindelse med din studiestart.

 

Undervisningsplan, skema og datoplan

På Absalon anvender vi læringsplatformen It's Learning (ITSL). På It's Learning finder du undervisningsplaner og skema for de forløb, som du skal deltage i.

Du vil i studiestarten også blive introduceret til pædagoguddannelsens datoplan, hvor du kan se vigtige datoer for dette og kommende semestre.

 

 

Itslearning, studiemail og skema

Brugernavn og kode               

Ca. 14 dage før studiestart modtager du på mail dit personlige brugernavn og kode. Dette skal du anvende for at bruge studiemail samt til Absalons undervisningsplatform ”Its-learning”. 

Nærmere intro til Its-learning sker i løbet af introdagene. Du kan orientere dig omkring de elektroniske platforme og værktøjer her

Mailkorrespondance

Vær opmærksom på, at al mailkorrespondance til og fra os af sikkerhedshensyn skal ske via din studiemail. Henvendelser sendt fra hotmail eller andre private mailadresser svarer vi ikke på.

Du får ca. 14 dage før studiestart en mail med dit personlige brugernavn. Dette skal du anvende til din studiemail samt til Absalons digitale læringsplatform Its-learning. Du vil i løbet af studiestarten få en nærmere introduktion til It's Learning.

Vi anbefaler at du orienterer dig omkring de digitale platforme og værktøjer vi bruger. Læs mere og find vejledninger her: https://vejledninger.pha.dk/m/91680

Vi vil også bede dig om at bruge lidt tid på Itslearning inden studiestart. Du kan bl.a. med fordel downloade app’en og orientere dig i kalenderfunktionen, planer og oversigt. Læs mere her: Link

OBS! Som studerende skal mailkorrespondance til og fra Absalon af sikkerhedshensyn ske via din studiemail. Vi svarer ikke på henvendelser sendt fra private mailadresser.

Praktik

Første praktik på den social- og specialpædagogiske meritpædagoguddannelse er placeret det første år af uddannelsen. Praktikperioden afsluttes med en prøve. Fjerde praktik er placeret i bachelorperioden på sidste semester. Som meritpædagogstuderende har du allerede fået merit for anden og tredje praktikperiode som led i din optagelse på uddannelsen. 

Første praktikperiode gennemføres på en af de to ugentlige studiedage, så du ikke skal holde fri fra dit arbejde for at gennemføre praktikken. 

Praktikken foregår på en af dine medstuderendes arbejdsplads, ligesom en af dine medstuderende i praktikperioden vil komme i praktik en dag om ugen på din arbejdsplads. Absalon sørger for at lave en rotationsordning og for at der er praktikpladser til alle. 

Du skal i praktik i 32 uger om onsdagen fra uge 44-51 (2025) og uge 2-26 (2026).

Fjerde praktik er ikke en "rigtig" praktik, men en periode til at indsamle empiri til bachelorprojektet. Her finder du og din studiegruppe selv en institution, hvor I undersøger eller afprøver forhold, som I bringer med ind i bachelorprojektet. 

Lær dit hold at kende

Profilbillede i itslearning – upload og se dine medstuderende

Vi vil bede dig uploade et vellignende billede af dig selv (dit ansigt og skuldre) på din profil på itslearning. Læs hvordan her. Det fremgår også af guiden, hvordan du kan finde profilbilleder på dine medstuderende

Vi bruger billederne til at lære dig at kende, og det er en del af vores fokus på det gode studiemiljø, fordi det hjælper os som undervisere med at kunne huske dit navn.

Som nævnt vil der i den første uge på studiet blive lagt vægt på at give jer mulighed for at lære jeres medstuderende at kende gennem sociale arrangementer og aktiviteter.

 

 

Har du spørgsmål?

Du har sikkert en masse ubesvarede spørgsmål, som du brænder efter at få svar på. Prøv først at klikke dig rundt på siderne i Studienet, læs Studieordningen og kig på Absalons hjemmeside. Beskrivelse af indhold, undervisningsformer, praktik og prøver kan du læse mere om her

Studieadministrationen kan kontaktes på Mail: paedagog@pha.dk

Har du spørgsmål i forhold specialpædagogisk støtte eller spørgsmål vedrørende fysiske, psykiske eller sociale emner i forbindelse med din studiestart,  kan du kontakte vores studievejledning her.

Vent ellers til studiestart, hvor du får besvaret en masse spørgsmål.

Hvis du stadigvæk står med akutte spørgsmål, der ikke kan vente, er du velkommen til at skrive til din studentervejleder, som vil forsøge at svare din mail så hurtigt som muligt :)

Studentervejleder: Otto, mail 10508346@edu.pha.dk 

Vigtige datoer og praktiske oplysninger

Merit - Tildeles du ikke merit, får du besked senest 1. oktober

Som en del af din optagelse vurderer vi før studiestart, om du skal have merit for dele af din uddannelse. Vores vurdering gøres på baggrund af oplysningerne i din ansøgning. Hvis du tildeles merit, får du besked før studiestart. Tildeles du ikke merit, får du besked senest 1. oktober.

Du kan kontakte merit@pha.dk hvis du har spørgsmål til merit.

 

 

Specialpædagogisk støtte (SPS)

Som studerende på Professionshøjskolen Absalon kan du få hjælp under din uddannelse i form af SPS. Det kan være en mulighed, hvis du har en dokumenteret funktionsnedsættelse, som fx ordblindhed, angst, ADHD eller et syns- eller hørehandicap mm., eller en henvisning til udredning i psykiatrien.

Kontakt studievejledningen på studievejleder@pha.dk hvor du kan høre mere og få hjælp til at søge. Det er vigtigt, at der søges om SPS så hurtigt som muligt, da der er sagsbehandlingstid på 6-8 uger.

Info til dig der tilbydes en studieplads efter 1. september

Er du tilbudt studieplads via standby eller efteroptag efter 1. september, vil du blive kontaktet af studieadministrationen med information om, hvornår du skal møde på studiet.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at skrive til optagelse@pha.dk 

Studiemail og adgang til Absalons platforme

Som studerende på Absalon, får du adgang til vores læringsplatform itslearning og du får tilknyttet en studiemail.

Du modtager dit IT-velkomstbrev kort efter du er optaget. Du modtager brevet på nemStudie.
Er du optaget på standby, får du dit IT-brev, når du tilbydes studiestart.

itslearning er Absalons læringsplatform. Her kan du finder dine undervisningsplaner og dit undervisningsmateriale. Det er også på itslearning, du kommunikerer med dine undervisere og medstuderende. Læs mere om, hvordan du logger på itslearning her.

Alle Absalons campusser er røgfri

Røgfrie campusser betyder, at der ikke må ryges på Absalons matrikler, hverken inde eller ude, til hverdag eller fest. Det dækker over brug af alle tobak eller tobakslignende produkter (herunder E-cigaretter, tyggetobak og snus) med undtagelse af godkendte lægemidler til rygestop (fx nikotin-tyggegummi).

Vi glæder os til at se dig

Mødepligt på pædagoguddannelsen

Mødepligt skal styrke pædagoguddannelsen

Pædagoguddannelsen er i gang med at blive endnu bedre - og det skal du være en del af. Vi ønsker, at du får mest muligt ud af din uddannelse. At din uddannelse er et sted, hvor du mødes med dine undervisere og medstuderende - og hvor I deler viden, erfaringer og holdninger med hinanden. Det er i mødet med andre, at du bliver en dygtig pædagog. For at sikre at alle møder op og deltager aktivt i undervisningen er der fra februar 2021 indført mødepligt på min. 85% i grundfaglighedsdelen for alle nye pædagogstuderende i Danmark. Hvordan fremmøderegistreringen foregår, kan du læse mere om på Studienet og du vil også blive informeret om mødepligten i forbindelse med din studiestart. Registreringen og mødepligten gælder alle planlagte studieaktiviteter på uddannelsen, som sættes i gang af jeres undervisere. Det kan være forelæsninger, holdundervisning, onlineundervisning og vejledning etc. Jeg håber, I vil tage godt imod det nye initiativ.

Venlig hilsen Camilla Wang Rektor