Del

Kandidater til studenterråd og bestyrelse 2025

Nanna Thea Mulvad Johansen - Kandidat til studenterrådet

Mit navn er Nanna Thea Mulvad Johansen og jeg læser til sygeplejerske på 4. semester på campus Nykøbing F. Jeg har haft æren af at være forperson for det Fælles Studenterråd siden årsmødet i maj 2024. Jeg genopstiller til posten, fuld af motivation, gåpåmod og håbet om at blive valgt til en periode mere. Vi er nået langt med arbejdet i det fælles studenterråd det seneste år – men vi er ikke i mål endnu.

Min rolle det sidste år har givet mig et indgående indblik i, hvordan Absalon som institution fungerer og ledes. Jeg ønsker at bygge videre på den viden jeg har fået, samt bidrage til det arbejde vi allerede har sat i gang. Udover at repræsentere alle vores studerende, har jeg som forperson i 2024 haft særlig fokus vores studerendes trivsel - både fagligt og socialt.
Vi har ca 9000 fultidsstuderende her på Absalon og hvad enten du engagerer dig aktivt, fx i dit lokale studenterråd eller en af de mange andre foreninger/klubber her på Absalon eller blot har fokus på dit eget studie, så fortjener din stemme at blive hørt – og det vil jeg gerne kæmpe for at den bliver!

Jeg værner om hver enkelte studerendes stemme og jeg vil blive ved med at søge indflydelse alle de steder jeg kan, så vi sikrer at vores stemmer bliver hørt og inkluderet i beslutningsprocesser. Uden os ville der ikke være et Absalon. Studenterinvolvering er afgørende for at få et positivt studiemiljø, og jeg ønsker at bidrage til skabelsen af et trygt og inkluderende læringsmiljø for alle vores studerende - på tværs af alle vores lokationer. Det har vi gjort i 2024 og det vil jeg fortsætte med i 2025, hvis jeg bliver genvalgt til posten.

Christine Marie Hansen - Kandidat til studenterrådet

Jeg vil gerne stille op som næstforperson for Absalons fælles SR, da jeg har et ønske om at forbedre studiegangen for alle mine medstuderende.

Jeg går op i trivsel og velvære for alle. Jeg finder det vigtigt at give alle en stemme og lytte til dem, der råber op.


Jeg har siden folkeskolen været en del af enten elevrådet eller SR, så har erfaring på området.

Layal El-Khatib - Kandidat til studenterrådet

Mit navn er Layal, jeg er 25 år og starter på Absalon den 29. januar 2025. Selvom jeg er ny, stiller jeg op, fordi jeg brænder for at skabe et stærkt og inkluderende studiemiljø, hvor alle studerende føler sig hørt og repræsenteret. Jeg stiller også op for at komme tæt på mine medstuderende og lærer dem at kende på en god måde.

Jeg ser det som en unik mulighed at engagere mig i studenterfællesskabet fra start og være med til at styrke dialogen mellem studerende og ledelsen. Jeg vil arbejde for gennemsigtighed, bedre muligheder for faglig og social udvikling samt et studiemiljø, hvor alle trives.

Jeg er en engageret, lyttende og løsningsorienteret person, der tror på, at vi sammen kan gøre en forskel. Selvom jeg er ny på Absalon, kommer jeg med en stor lyst til at bidrage og være en stærk stemme for mine medstuderende.

Danni Shirinabadi Sigen - Kandidat til bestyrelsen

Mit første år i bestyrelsen har givet mig værdifuld erfaring og solid indsigt i skolens strategier, udfordringer og potentiale. Jeg ønsker at bygge videre på det arbejde, der allerede er sat i gang, og bidrage til at sikre kontinuitet og fremdrift i bestyrelsens beslutningsprocesser.

Jeg brænder for at styrke Professionshøjskolen Absalons position og udvikling og vil fortsætte med stor energi, engagement og dedikation i dette arbejde. Min erfaring fra det første år, kombineret med mit fokus på socialt ansvar og innovation, gør mig motiveret til at bidrage endnu mere til skolens strategiske udvikling.

Jeg har en stærk vision for fremtiden, hvor jeg ønsker at skabe bedre uddannelsesmuligheder, øget trivsel blandt de studerende og en stærkere kobling mellem forskning og praksis. Jeg stiller op til genvalg i bestyrelsen for at fortsætte arbejdet med at styrke Professionshøjskolen Absalons position som en fremtrædende og fremadskuende uddannelsesinstitution.

“ Din stemme på mig – din garanti for at blive hørt.”

Zacharias Noah Boujemaa Razvi - Kandidat til bestyrelsen

Jeg stiller op som studenterrepræsentant i bestyrelsen på Professionshøjskolen Absalon, fordi vi fortjener en skole, hvor regler er klare, studerende bliver hørt, og der bliver handlet på vores behov. Jeg vil arbejde for et gennemsigtigt og retfærdigt studiemiljø, hvor vi som studerende kan fokusere på vores uddannelse uden at skulle kæmpe mod uklare processer eller dårlig kommunikation.

Hvorfor stiller jeg op?
Jeg kender fra egen erfaring, hvor frustrerende det kan være, når reglerne ikke bliver fulgt korrekt. Da jeg klagede over en karakter, blev jeg mødt med misvisende vejledning fra en leder. Havde jeg ikke selv undersøgt reglerne, ville jeg ikke have fået den karakter, jeg faktisk var berettiget til. Sådan skal det ikke være – vi studerende skal kunne stole på, at skolen har styr på sine egne procedurer.

Jeg vil arbejde for, at:

Ledere og undervisere kender og anvender reglerne korrekt, så studerende ikke får fejlagtig vejledning.
Alle studerende kender deres rettigheder, så ingen bliver efterladt i en uretfærdig situation.
Regler og procedurer bliver tydelige og gennemskuelige, så man ikke skal kæmpe sig igennem et uoverskueligt system alene.
Et bedre studiemiljø for alle
Absalon har et mål om at være et røgfrit campus, men det harmonerer dårligt med, at vi stadig møder røg ved indgangene. Det skaber et dårligt signal og påvirker studiemiljøet negativt. Jeg vil arbejde for at etablere tydelige rygezoner, så vi sikrer et sundere miljø, samtidig med at vi finder en løsning, der også tager hensyn til dem, der ryger.

Hvad får du med mig i bestyrelsen?
En stærk stemme for retfærdighed og gennemsigtighed, der ikke lader fejl og uretfærdigheder gå ubemærket hen.
En handlekraftig repræsentant, der finder løsninger frem for at acceptere problemer.
En praktisk tilgang til forandring, hvor vi skaber klare forbedringer for de studerende – ikke bare tomme løfter.
Jeg stiller op, fordi jeg tror på, at vi kan skabe en stærkere, mere velfungerende og retfærdig skole – men det kræver en studenterrepræsentant, der tør tage ansvar og sikre, at vores stemmer bliver hørt.

Stem på mig, hvis du vil have en repræsentant, der handler, lytter og sikrer reelle forbedringer for os studerende.