Del

Hvad er usædvanlige forhold?

Du har mulighed for at søge dispensation for en række forhold, fx reglen om, at du kun har 3 prøveforsøg, regler om den maksimale studietid eller ændring af studieretning eller valgfag. Du skal dog være opmærksom på, at Absalon normalt kun kan give en dispensation, hvis der er ”usædvanlige forhold”. 

Begrebet ”usædvanligt forhold” kan ikke afgrænses præcist, og Absalon vil altid skulle foretage en konkret vurdering af de konkrete omstændigheder set i forhold til det, der søges om dispensation til.

Som udgangspunkt vil et ”usædvanligt forhold” typisk være et udefrakommende forhold, som ikke forekommer ”rutinemæssigt”, og som den studerende ikke havde indflydelse på og ikke kunne forhindre eller planlægge sig ud af. Forholdet skal være relevant i forhold til det, der søges om dispensation til og have eller have haft indflydelse på den studerendes mulighed for at opfylde de normale regler.

Det vil normalt være en forudsætning for en dispensation, at du kan dokumentere det usædvanlige forhold.

Hvis du har brug for vejledning om dine muligheder for dispensation, er du velkommen til at kontakte studievejledningen eller studieadministrationen. 

Når du søger dispensationen, skal du skrive til studieadministrationen for din uddannelse. Du kan finde  kontaktoplysninger til studieadministrationen her

Eksempler på usædvanlige forhold kan være:

  • Du er, eller har været syg og kan dokumentere dette. Sygdommen skal have fundet sted på et tidspunkt og været af en udstrækning, der modsvarer den dispensation, du søger om. 
  • Dokumenteret sygdom hos din nærmeste familie.
  • Dødsfald i din nærmeste familie. 
  • En fødsel. 
  • En pludseligt opstået forværring af kronisk sygdom. 
  • Andre forhold, som vedrører dig, og som du oftest vil være uden skyld i
  • Borgerligt ombud som domsmand eller nævning vil også kunne være omfattet af begrebet. 

Hvad gælder ikke som et usædvanligt forhold?
Udlandsophold, alle former for arbejde, ferie m.fl. betragtes ikke som usædvanlige forhold.

Det er heller ikke et usædvanligt forhold, at faget er svært, eller at du i øvrigt klarer dig dårligt på uddannelsen.

Er kroniske sygdomme et usædvanligt forhold?
Kronisk sygdom anses heller ikke som sådan for et usædvanligt forhold. Det skyldes, at det forventes, du kan planlægge dig ud af de gener, din kroniske sygdom medfører.

Hvis din kroniske sygdom pludseligt forværres, fx hvis du har et ”anfald” i forbindelse med eksamen, kan der dog godt være tale om et usædvanligt forhold.

Hvis du er ord- eller talblind, har en psykisk diagnose eller en fysisk funktionsnedsættelse, som forhindrer dig i at gennemføre eksamen med den almindelige eksamensform, kan du søge om særlige prøvevilkår.

Du har i forbindelse med din kroniske sygdom mulighed for at søge om specialpædagogisk støtte (SPS) til dine studier.