Øget fleksibilitet
Som e-læringsstuderende er du fuldtidsstuderende på lige fod med de studerende på den almindelige pædagoguddannelse, men du vil opleve at have mere fleksibilitet i din hverdag.
Fremmødeundervisning på campus
Fleksibiliteten er først og fremmest givet ved et begrænset antal fremmødelektioner. Antal og placering af fremmødelektioner varierer i uddannelsens forløb.
I grundfaglighedsforløbet (1., 2. og 3. etape) møder du ind fast hver onsdag i tidsrummet 8.30-15.05. I 1. praktik møder du ind 32 dage á 6 timer på praktikstedet og 3 studiedage på campus. Studiedagene er på 5 lektioner og er placeret med cirka halvanden uges mellemrum på forskellige ugedage.
Efter grundfaglighedsforløbet starter du dit specialiseringsforløb. Specialiseringsforløbet indeholder: a) tre specialiseringsrettede moduler, b) 2. og 3. praktik, c) et valgmodul og et tværprofessionelt modul, d) et bachelorforløb.
a) På de specialiseringsrettede moduler møder du op til i alt fire to-dages seminarer på campus. Et to-dages seminar på modulet "Professionsviden og forskning", et to-dages seminar på 7. etape (inden 3. praktik), et to-dages seminar på 7. etape (efter 3. praktik), samt en hel fredag og et to-dages seminar på 9. etape. Alle to-dages seminarer er placeret henholdsvis fredag 8.30-15.30 og lørdag 9.00-13.00.
b) I 2. og 3. praktik møder du op til studiedage på campus. Der er 10 studiedage i begge praktikker. Studiedagene er på 5 lektioner og er placeret med cirka 14 dages mellemrum på forskellige ugedage. Du skal ikke møde op på praktikstedet på studiedage.
c) På valgmodulet samt det tværprofessionelle kan du vælge mellem e-læringsbaserede moduler og ordinære moduler. Vælger du et e-læringsbaseret modul, møder du op hver tirsdag i tidsrummet 8.30-15.05. Vælger du et ordinært modul, møder du op til tre ugentlige fremmødedage.
d) I bachelorforløbet vil du få tilbud om at deltage i understøttende undervisningsaktiviteter på campus i form af workshops. Du vil ligeledes få mulighed for at modtage vejledning i dit/din gruppes projekt. Tider for vejledningsmøder fastlægges i samarbejde med vejleder.
Der kan være afvigelser i forbindelse med planlagte fremmødedage, f.eks. grundet studiestart og prøver. Som e-læringsstuderende vil du desuden opleve at blive inviteret til valgfrie begivenheder og arrangementer på uddannelsen på andre dage.
Som studerende har du adgang til en oversigt, der kan oplyse dig om specifikke mødedatoer i dit fremadrettede studieforløb.
Din øvrige studietid
På pædagoguddannelsen som e-læring har du stor indflydelse på, hvordan du tilrettelægger din studietid i perioderne mellem fremmødeundervisningsdagene. I disse perioder vil du i høj grad kunne arbejde selvstændigt med opgaver online og dermed planlægge din studietid, så det passer ind i netop din hverdag. I perioderne mellem fremmødeundervisningsdage vil du også samarbejde med din studiegruppe, fx i forbindelse med gruppeopgaver. Når du samarbejder med din studiegruppe, har I mulighed for selv at beslutte, hvornår I mødes og om i foretrækker at mødes fysisk eller online.
Når du planlægger din studietid - alene og i samarbejde med din studiegruppe - følger du undervisningsplanen. Undervisningsplanen beskriver vigtige datoer og frister undervejs i undervisningsforløbet og giver dermed indblik i, hvordan du kan tilrettelægge din tid, så det møder dine individuelle behov for fleksibilitet bedst muligt.