Del

Professionsbachelorprojekt

Du afslutter din uddannelse med at skrive et professionsbachelorprojekt om en problemstilling du selv har valgt og som du finder interessant at undersøge nærmere.

Din problemstilling skal tage udgangspunkt i en problemstilling fra skolens praksis som du ønsker at gå i dybden med.

Du får vejledning og undervisning i forbindelse med professionsbachelorprojektet og du har som noget nyt mulighed for at skrive professionsbachelorprojektet enten alene eller i gruppe på max to.

I Absalon kan vi også tilbyde dig at skrive et Internationalt professionsbachelorprojekt – dette er for dig, der ønsker at undersøge din problemstilling med perspektiver indhentet fra udlandet. Vi hjælper med alt det praktiske i forhold til hvor du ønsker at rejse til, hvis du vælger at skrive et internationalt professionsbachelorprojekt, og du har via nettet kontakt til din danske vejleder mens du er afsted. 

Kompetencemålene for professionsbachelorprojektet er: ”Den studerende kan identificere, undersøge, udvikle og perspektivere lærerfaglige problemstillinger”, hvilket indebærer videns- og færdighedsmål, som sætter dig i stand til at foretage selvstændige empiriske undersøgelser og forholde dig til anden forskning inden for det undersøgte område.

Du skal således både have viden om undersøgelsesmetoder og selv lave en undersøgelse. På den baggrund er professionsbachelorprojektet som et fag opdelt i to moduler; BA1 og BA2.

Professionsbachelorprojektet har i alt et omfang på 20 ECTS point og afsluttes på 4. studieår ved en mundtlig ekstern prøve, hvor der gives en samlet individuel karakter for det skriftlige projekt og den mundtlige præstation.