Brug af netværk
Når du som medarbejder bruger internettet udsætter du potentielt din computer – og dine data – for fare. Derfor skal du altid udvise agtpågivenhed.
Selvom din maskine har et fuldt opdateret antivirus program, styresystem osv. kan du risikere, at en hjemmeside, som du besøger, er inficeret med ondsindet kode, som vores systemer endnu ikke kender.
Husk at også ”respektable” hjemmesider bliver inficeret – typisk gennem de bannerreklamer, som finansierer mange hjemmesider. Så du skal udvise almindelig sund fornuft, når du færdes på nettet; vær forsigtig med hvad du klikker på!
På Professionshøjskolen Absalon er der tre forskellige netværk:
- Absalon Net
- Absalon Guest
- Eduroam
Absalon Net er det primære netværk for medarbejdere, hvor Absalon Guest er for eksterne som ikke har en Absalon-bruger.
Eduroam er de studerendes primære netværk.
Vær opmærksom på følgende
Du skal være opmærksom på nedenstående ting, når du bruger Absalons internetforbindelse:
- Hvis du bruger forbindelsen privat, så vis hensyn over for andre. Nøgleordene er sund fornuft. Først og fremmest må det ikke have et omfang, der generer andres arbejde, og du må aldrig bruge Absalons internetforbindelse kommercielt.
- Når du bruger Absalons internetforbindelse "optræder" du ude på nettet med en identitet som repræsenterer, eller kan føres tilbage til Professionshøjskolen Absalon. Du har naturligvis ytringsfrihed, men du må ikke udtale dig på vegne af Absalon (eller se ud som om, du gør det) medmindre, at du er bemyndiget til det, og du må ikke med din adfærd kunne bringe Absalon i miskredit.
- Du må ikke bruge internetforbindelse til ulovligheder. Husk at DIGITAL logger alt, og kan bruge disse logger til at finde identiteten på folk, som misbruger internetforbindelsen. Download eller anden fildeling af piratsoftware, -film, -musik og andet tilsvarende materiale er ikke blot kriminelt, det er også et direkte angreb på Absalons it-sikkerhed og kan derfor resultere i alvorlige disciplinære sanktioner.
Skype & chatprogrammer
På Professionshøjskolen Absalon har du mulighed for at bruge Skype for Business i arbejdsmæssige sammenhænge.
Både i Skype for Business og andre chatprogrammer o.l. må du aldrig sende personoplysninger.