Del

Musikledelse, musikalsk læring og undervisningsmetodik

I modulet vil der blive fokuseret på at udvikle dine forudsætninger og potentialer for ledelse af og deltagelse i udøvende musikalske aktiviteter, herunder sammenspil, kor og sang i grupper og individuelt.

Du vil blive præsenteret for varieret arbejde med og anvendelse af musikteorien, med særlig fokus på satsarbejde og arrangement rettet mod forskellige målgrupper i folkeskolen. I relation til musikudøvelse vil der blive lagt vægt på musikpædagogisk og -didaktisk refleksion om videns- og færdighedsområder, der indgår i modulets indhold.

I modulet får du et bredt kendskab til ledelse af musikaktiviteter og musikalsk læring som knytter sig til undervisning og læring i folkeskolen. Du skal gennem aktiv deltagelse opnå kompetencer i at forestå en inkluderende, varieret og alsidig ledelse af musikundervisning. Du vil arbejde med musikalsk læring og metoder til undervisning i musik på mange forskellige måder. Bl.a. skal du lede og deltage i produktion og reproduktion af musik, spille og synge, lytte, analysere og fortolke samt perspektivere og reflektere musikken i relation til differentierede læringsveje og undervisningsmetoder. Du skal arbejde selvstændigt og med medstuderende i et teoretisk såvel som praktisk fællesskab, samt deltage og lede dialogbaseret og fællesmusikalske aktiviteter. Udvikling af dine egne musikalske færdigheder vægtes højt, gennem ledelse af musikaktiviteter med brug af stemme og spil på klaver. Det indebærer, at du systematisk og målrettet øver dig på at spille og synge både alene og sammen med andre.

Studieaktivitet på modulet