Fysik/kemi
I undervisningsfaget Fysik/kemi kommer du til at arbejde med de didaktiske forhold, der knytter sig til undervisning i fysik/kemi. Der er fokus på elevernes tilegnelse af de fire naturfaglige kompetencer og det tværfaglige perspektiv.
Centralt i Fysik/kemi står en bred almendannende tilgang til menneskets samspil med naturen gennem arbejdet med udvikling af elevernes handle kompetence og bæredygtighedsforståelse. Dit didaktiske arbejde eksemplificeres i fysikken og kemiens kerneområder: Organisk og uorganisk kemi, stofkredsløb, energi, energiomsætninger, energistrømme, elektriske og magnetiske fænomener, astronomi, astrofysik, partikler, bølger og stråling. Du skal desuden lære at tilrettelægge elevernes praktiske, eksperimentelle og undersøgende arbejde i overensstemmelse med gældende sikkerhedsbestemmelser.