Dansk, 1.-6. klassetrin
Dansk handler om udtryksformer (på skrift, i tale, i billeder og i andre former) - både
nutidige og historiske udtryksformer. Som studerende udvikler du din faglighed og dine
fagdidaktiske kompetencer i et dansk, flerkulturelt og internationalt perspektiv.
Dansk, 1.-6. klassetrin er delt ind i fire områder. Du lærer at undervise i hvert af de fire
områder og lærer at tilrettelægge din undervisning og vurdere elevernes arbejde med sprog
og tekster.
Sprog og kommunikationsundervisning
Inden for området Sprog og kommunikation lærer du blandt andet om grammatik,
retskrivning, sprogbrug, sprogdidaktik, nordiske sprog, intersprog og læremidler til
sprogundervisning i 1.-6. klasse.
Læsning og læseundervisning
Læsning og læseundervisning handler blandt andet om teorier om læsning, læsestrategier,
læsningens didaktik, om it i læseundervisningen, sammenhænge mellem læsning og
skrivning og om læremidler.
Skrivning og skriveundervisning
Under området Skrivning og skriveundervisning lærer du om skriftlighed og skriveudvikling,
tekstproduktion i forskellige medier, skrivningens didaktik og om læremidler.
Tekster og tekstundervisning
Inden for dette område lærer du blandt andet om tekster, genrer og medier, tekstanalyse,
tekstdidaktik, dansk børne- og ungdomslitteratur og tekstperformance.