Hvad er mit ansvar som klinisk vejleder - inden praktikstart?
Når det er meldt ud hvilke studerende der kommer i dit afsnit, skal du sørge for der ligger et velkomstbrev til den studerende. Dette uploades i praktikportalen, under den enkelte studerendes flow, i aktiviteten "Velkomst- og introduktionsbreve".
Velkomstbrevet skal senest være uploadet i praktikportalen en uge inden praktikstart - de fleste studerende efterspørger dette, så jo før jo bedre!
OBS: Det er din egen organisation der skal sikre, at du som klinisk vejleder kan se dine studerende. Det kræver nemlig at uddannelsesansvarlig (konsulent/AKU/KKU) har tilknyttet dig til den studerendes flow i praktikportalen!
Hvad er mit ansvar som klinisk vejleder - under praktikperioden?
Absalon har sammen med samarbejdspartnere i kommuner og region lavet et samarbejdsdokument omkring roller og ansvar i praktikken. Det kan du finde på hjemmesiden her
For dig som klinisk vejleder gælder det, at du:
- Har ansvar for, at der efter den første uge foreligger en forpligtende aftale i form af en studieplan for den studerende, hvor studieaktiviteter for praktikperioden planlægges og beskrives med afsæt i det generelle program for studieaktiviteter, semestrets studieaktiviteter og læringsudbytte, samt de tilstedeværende læringsmuligheder og studerendes præferencer og kompetencer.
- Har ansvar for at dokumentere fremmøde mhp. overholdelse af mødepligt – fremmødet registreres i Praktikportalen. Det er den kliniske vejleder, som i samarbejde med den studerende, definerer hvilke studieaktiviteter, der er mødepligt til, og på hvilken måde den studerende er studieaktiv i praktikken. Den studerende kan deltage i dagvagt, aftenvagt og nattevagt (også på søgnehelligdage) så længe det har et læringsmæssigt sigte.
- Har ansvar for at handle med hurtighed og rettidig omhu, hvis der skulle opstå usikkerhed om den studerendes mulighed for at opnå læringsudbyttet, via mødepligten eller tilrettelagte studieaktiviteter inden for de aftalte rammer. I samarbejde med den studerende – og evt. uddannelseskonsulenter, koordinatorer, ledere og tilknyttet kontaktperson fra sygeplejerskeuddannelsen - revideres studieplanen, og der igangsættes tiltag, der bedst muligt hjælper den studerende til at opnå læringsudbyttet. Det kan eksempelvis være at planlægge yderligere fremmøde i forhold til den oprindelige studieplan og/eller udarbejdelse af skriftlige refleksioner. Ovenstående gælder ligeledes ved fravær i kortere eller længere perioder grundet sygdom, hvor mødepligten dog ikke kan tilsidesætte vilkår for sygefravær.
Hvad er mit ansvar som klinisk vejleder - efter praktikafslutning?
Forudsætningen for at den studerende kan gå til eksamen er, at mødepligt og studieaktiviteter er godkendt af klinisk vejleder i praktikportalen.
Det er derfor vigtigt at godkende/afvise aktiviteter løbende (herunder forhåndsgodkendelser) og som minimum ved deadline for godkendelse af mødepligt.
Ved afvisning af aktiviteten "Mødepligt" er det obligatorisk at skrive en uddybning i kommentarfeltet (omfanget af tilstedeværelse, evt. andre forhold).
Min praktikstuderende er ikke dukket op første dag i praktik - hvad gør jeg?
I første omgang skal du forsøge at kontakte den studerende. I praktikportalen fremgår den studerendes mail og telefonnummer under "Detaljer" i den specifikke studerendes flow.
Har den studerende efter en uge stadig ikke meldt sig:
Skriv mail til postkassen praktik-sygeplejerskeuddannelsen@pha.dk og meddel hvilken studerende det drejer sig om (fulde navn, og gerne studienummer).
Så snart der er status på den studerende, f.eks. hvis den studerende har udmeldt sig eller har orlov, vil praktikportalen blive opdateret.
Forventningsafstemning med den studerende - hvornår og hvordan?
Inden for de første tre dage til én uge afholdes en samtale, hvor praktikken i store træk planlægges og aftaler nedskrives som fælles forpligtende aftale – se skema her. Genanvend skemaet i løbet af praktikken ved behov f.eks. efter fravær i praktikken. Alle skemaer uploades i praktikportalen (PP).
Jeg er bekymret for om min praktikstuderende kan opnå læringsmålene for semestrets praktik - hvad gør jeg?
I første omgang må det være et tema på et vejledningsmøde med den studerende.
Er det trods gentagne vejledningssamtaler stadig en udfordring kan kontaktperson/underviser fra Absalon kontaktes for en fælles samtale/sparring. Inddrag den studerende i forbindelse med henvendelse til Absalon, evt. ved at du og den studerende sammen skriver en bekymringsmail. Denne mail kan skrives i praktikportalens funktion "Dialog".
Hvordan finder jeg ud af hvem der er min studerendes UC Underviser/Kontaktperson fra Absalon?
Du kan finde navnet på UC Underviser/Kontaktperson på Absalon under fanen "Detaljer" i den studerendes flow.
Du kan altid skrive via funktionen/fanen "Dialog", hvor UC Underviser/Kontaktperson er præ-defineret, ligesom du som klinisk vejleder er, og den studerende er.
Hvor finder jeg en vejledning til praktikportalen?
Du kan finde vejledninger til praktikportalen både inde i portalen, og på Absalons hjemmeside omkring praktiksamarbejde her.
En hurtig vejledning (én side) til de vigtigste funktioner i praktikportalen finder du her.
Begrundelse for at bruge praktikportalen som kommunikationskanal finder du her.
Hvordan er det med studiedage, helligdage osv.?
Studiedage/klinikdage:
Hvorvidt den studerende har en fast ugentlig studiedag er afhængig af hvordan du som klinisk vejleder og den studerende har tilrettelagt vagtplanen. Rammen er, at den studerende gennemsnitligt har 30 timers fremmøde i praktik om ugen, i de uger praktikken varer. Dagene i praktikken skal gerne være tilrettelagt efter hvordan den studerende får opfyldt sine læringsmål for det respektive semester. Det betyder, at der i vagtplanen kan indgå aftenvagter, nattevagter osv - hvis det har et læringsmæssigt sigte.
Studiefri:
Den studerende har studiefri i påskeugen (ugen med skærtorsdag og langfredag), i sommerferien samt i uge 52 (se rammeplaner her).
Helligdage mm:
Den studerende har ikke automatisk fri på helligdage (fx Kr. Himmelfart, 2. påskedag osv) og på andre "fridage" såsom 1. januar og 1. maj. Frie dage afhænger af hvordan du som klinisk vejleder og den studerende har tilrettelagt vagtplanen. Og i rammeplanerne, kan man se hvordan praktikugerne ligger.
Hvor kan jeg finde information om støttemuligheder til min praktikstuderende?
Den studerende kan tage fat i studievejledningen, find info og kontakt her
På studienet her, findes links til forskellige gratis tilbud om vejledning, rådgivning og hjælp udenfor Absalons område.
Her kan studerende henvende sig, hvis de har problemer af økonomisk eller social karakter, herunder ensomhed (Ventilen), misbrug i familien (TUBA), angst og mobning (Headspace) eller andre psykiske problemer (Studenterrådgivningen).
Kan jeg afvise en studerende i at komme på praktikstedet, hvis det er urealistisk, at vedkommende vil kunne få godkendt mødepligt?
Det korte svar er: Nej.
Som klinisk vejleder har du ansvar for, at handle med hurtighed og rettidig omhu, hvis der skulle opstå usikkerhed om den studerendes mulighed for at opnå læringsudbyttet, via mødepligten eller tilrettelagte studieaktiviteter inden for de aftalte rammer. I samarbejde med den studerende – og uddannelseskonsulent, evt. koordinatorer, ledere og tilknyttet kontaktperson fra sygeplejerskeuddannelsen - revideres studieplanen, og der igangsættes tiltag, der bedst muligt hjælper den studerende til at opnå læringsudbyttet. Det kan eksempelvis være at planlægge yderligere fremmøde i forhold til den oprindelige studieplan og/eller udarbejdelse af skriftlige refleksioner. (Fra samarbejdsdokumentet "Samarbejde, roller og ansvar")
Så den studerende skal nå så mange læringsmål og studieaktiviteter som muligt i praktikken. Og altså være på praktikstedet indtil praktikkens slutdato, uanset om det er urealistisk at få godkendt mødepligt.
Hvordan er det med mødepligt?
Mødepligt
Der er mødepligt i praktikken svarende til et omfang på gennemsnitligt 30 timer om ugen.
Ved praktikperiodens begyndelse aftaler den kliniske vejleder med den studerende, hvilke aktiviteter og konkret mødetid, der registreres fremmøde til. Aktiviteter inkluderer alle studieaktiviteter, som fremgår af uddannelsesplanen for det respektive semester, den generelle plan for praktikken på praktikstedet samt den individuelle studieplan, der udarbejdes ved praktikperiodens begyndelse.
Mødetiden vil fortrinsvis ligge i dagtimerne på hverdage, men kan, hvis der er et læringsmæssigt sigte og mulighed for vejledning, også ligge i forbindelse med aften-, natte- og/eller weekendvagter på praktikstedet.
Den kliniske vejleder dokumenterer, hvorvidt den studerende har opfyldt mødepligten i praktikperioden. Opfyldelse af mødepligten i praktikken er en forudsætning for, at den studerende kan gå til prøve
Afvises mødepligt SKAL der skrives en kommentar/begrundelse med omfang af fravær (timer eller dage) og hvilke aktiviteter der mangler at blive opfyldt.
Manglende opfyldelse af mødepligt i praktikken
Såfremt den studerende ikke opfylder mødepligten i praktikken, vil dette registreres som et anvendt prøveforsøg, medmindre den studerende kan opnå dispensation på grund af sygdom eller usædvanlige forhold.
Dispensation
Der vil i forbindelse med dispensation blive taget højde for omfang af og årsager til fravær, den studerendes generelle studieaktivitet gennem uddannelsen samt særlige forhold.
Afhjælpning
Hvis den studerende ikke opfylder mødepligten og ikke har opnået dispensation herfor, får den studerende et afhjælpningsforsøg, som skal opfyldes, før den studerende kan gå til prøve. Der kan være tale om erstatningspraktik, i henholdsvis uge 4 (efterårssemestret) og uge 26 (forårssemestret)
Afhjælpningsforsøget vil som udgangspunkt tage afsæt i de konkrete aktiviteter, som den studerende mangler for at opfylde mødepligten. Uddannelsen kan dog ud fra en konkret vurdering skønne at afhjælpningsforsøget skal være anderledes.
Får en studerende tilbudt nyt praktiksted, hvis vedkommende ikke dukker op eller afbryder igangværende forløb?
I eksamensbekendtgørelsen er der kommet en meget klar regel i § 5, som siger, at en studerende har ret til ét tilbud om praktikplads pr. praktikforløb. Tidligere var det ikke reguleret, hvor mange tilbud, vi som uddannelsesinstitution var forpligtet til at give.
Absalon kan tilbyde en studerende en ny praktikplads i samme praktikforløb, såfremt uddannelsesleder vurderer og beslutter, at der er tale om usædvanlige forhold i forbindelse med en studerendes afbrydelse af praktikforløb.
Hvordan kontakter jeg Absalon?
Kontakt til studerende i praktik og til kontaktperson/underviser fra Absalon:
Kommunikation foregår via praktikportal. Se også bilag i samarbejdsdokument her, om muligheder for kommunikation i portalen.
En studerende er slet ikke mødt i praktik:
Skriv mail til postkassen praktik-sygeplejerskeuddannelsen@pha.dk
Spørgsmål angående prøver og dokumentation heraf:
Uddannelsesansvarlig kan kontakte Absalons studieadministration via sygeplejerske@pha.dk
Er der tekniske spørgsmål angående praktikportal:
Uddannelsesansvarlig kan sende mail til praktikportal@pha.dk
Andre henvendelser:
Uddannelsesansvarlig kan kontakte praktikkoordinator