Uddannelsen
Vil du arbejde med mennesker, der skal støttes i deres udvikling?
Som studerende på pædagoguddannelsen i Absalon vil du blive en del af en uddannelse, der hviler på tre kerneværdier:
- Demokratisk og aktiv deltagelse
- Individuel og social ansvarlighed
- Høj faglighed, pædagogisk handlekompetence og innovation
Vores kerneværdier vil ruste dig til at arbejde med mennesker i alle aldre, der har brug for din støtte og vejledning i hverdagen.
Teori og praksis i samspil
Uddannelsen giver dig både et teoretisk og praktisk grundlag for at arbejde med mennesker gennem hele deres liv. Gennem studiet vil du få viden om og få praktisk erfaring med at arbejde med menneskelige relationer, og med at skabe udvikling for forskellige grupper af mennesker. Du bliver udfordret fagligt, socialt og personligt, for vi forventer, at du deltager aktivt og er engageret i uddannelsens faglige fællesskaber og undervisning, og at du har mod på at udfordre dig selv undervejs.
Det betyder konkret, at du ikke kun skal læse og høre om den pædagogiske praksis. Du kommer også til at møde den i praksis. Du vil skulle undersøge, udforske, reflektere og handle aktivt ud fra forskellige problemstillinger og scenarier, både på campus og ude i praksis. På den måde vil teori og praksis gå hånd i hånd gennem dit studie.
Pædagoguddannelsen er en spændende og alsidig uddannelse, hvor du møder mange forskellige udfordringer både fagligt og personligt. I løbet af uddannelsen vil du blive præsenteret for en lang række fagområder både teoretisk og praktisk inden for hele det pædagogiske arbejdsfelt, hvis målgruppe rummer mennesker i alle aldre og med forskelligt behov for pædagogisk indsats.
Uddannelsens opbygning
Uddannelsen består af to dele, en fællesdel: “pædagogens grundfaglighed” og en specialisering.
På grundfagligheden arbejder du bl.a. med pædagogiske teorier, læringsteori , innovation, menneskers fysiske og psykiske udvikling, kønsidentitet, kultur, kommunikation og etik.
Efter første studieår får du tildelt din specialisering
- Dagtilbud
Målrettet 0-5-årige - Skole/fritid
Målrettet 6-18-årige - Social/special
Målrettet:
Børn og unge med særlige behov
Personer med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse
Personer med sociale vanskeligheder.
Fire praktikperioder
- En på den del af uddannelsen, der drejer sig om pædagoguddannelsens grundfaglighed,
- To på specialiseringen
- En kort praktik i tilknytning til dit bachelorprojekt, som også retter sig mod specialiseringen.
Praktikkerne gennemføres i fx en børnehave, på et bosted, en vuggestue eller i en skole, så det, du lærer på uddannelsesstedet, afprøves i praksis i dialog med praktikere og undervisere fra pædagoguddannelsen.
Uddannelsen afsluttes med et bachelorprojekt, som kombinerer din teoretiske viden med praksis.
Undervisningen
På pædagoguddannelsen møder du medstuderende i alle aldre og med forskellige faglige og menneskelige baggrunde. Undervisningen optræder i mange forskellige former og med forskellige holdstørrelser. Der er både forelæsninger; klasseundervisning; praktiske øvelser; gruppearbejde; individuelle opgaver; praktikophold og meget mere.
Som studerende har du stor mulighed for at præge din uddannelse, så du kommer til at beskæftige dig med lige netop det, som interesserer dig allermest. Du kan vælge praktikophold både i Danmark eller i udlandet.