”Jeg vil omfavne andre kulturer”
Glæden ved det hjemlige studiemiljø, sult efter alverdens kulturer og lysten til at undervise børn i hele verden. Det forener islandske Gunnhildur Ásmundsdóttir og danske Solvej Asmark Jensen, der begge læser på den internationale talentlinje på læreruddannelsen.
Selvom deres fokus er på verden, er Gunnhildur Ásmundsdóttir og Solvej Asmark Jensen vilde med studiemiljøet på læreruddannelsen i Vordingborg. Her finder de sammenhold og en nærhed, der kan være svær at finde.
”Jeg kan rigtig godt lide at studere i Vordingborg. Alle har sådan et godt sammenhold og mine lærere kender mit navn, når jeg møder dem. Det giver en hjemlig følelse,” siger 23-årige Gunnhildur Ásmundsdóttir.
Hun er rejst fra Island til Danmark for at komme ind på sin drømmeuddannelse, den internationale talentlinje på læreruddannelsen, og hun satser på at gøre hele verden til sin arbejdsplads.
”Jeg kiggede efter en uddannelse, hvor jeg kunne arbejde med børn, rejse verden rundt og undervise. Mit mål er at arbejde i så mange lande som muligt, at lære kulturer at kende og implementere menneskerettigheder. Alle de ting har jeg frihed til at gøre på den her uddannelse,” siger Gunnhildur Ásmundsdóttir, der lige nu er på udveksling i Holland, hvor hun underviser i Citizenship.
Hendes medstuderende, Solvej Asmark Jensen, har samme passion for verden uden for Danmark. Hun håber på at tage håndværk og design som undervisningsfag i Norge efter juleferien.
Omfavner andre kulturer
Som studerende på International Honour’s Degree på den internationale talentlinje på læreruddannelsen i Vordingborg, skal de studerende nemlig gennemføre en del af deres uddannelse i udlandet. Enten gennem lærerpraktik på en skole, eller gennem studier ved en højere uddannelsesinstitution.
”Jeg vil gerne omfavne andre kulturer og elever og have en større forståelse for, hvordan vi kan være forskellige,” siger 24-årige Solvej Asmark Jensen.
Hun drømmer om at arbejde på en international skole i Danmark efter studiet, men hun har samme lyst som Gunnhildur Ásmundsdóttir til at arbejde med lærergerningen rundt om i verden.
Før studiestart lavede hun frivilligt arbejde for Mellemfolkeligt Samvirke i Kenya, hvor hun blandt andet underviste på en skole. I sin praktik vil hun gerne til Japan og undervise.
”Jeg er virkelig på, når jeg kan få lov til at arbejde med nye undervisningsformer. Jeg føler, at jeg er god til at undervise, og jeg kan lide at stå foran folk og starte ting. Jeg har været spejder hele mit liv, så jeg prøvede at lede andre børn allerede da jeg var en 7-8 år gammel. Allerede der fandt jeg ud af, at jeg var god til det,” siger Solvej Asmark Jensen.
Danske pædagogiske principper
Uddannelsen på den internationale talentlinje på læreruddannelsen bygger på de danske pædagogiske principper og traditioner. Men der skal der noget særligt til for at undervise i både folkeskolen og på internationale skoler, og til at læse uddannelsen i Vordingborg.
Alle de studerende på linjen har bestået engelsk på dansk A-niveau eller tilsvarende, ligesom de har bestået den særlige 3-timers adgangsprøve, hvor deres kompetencer i skriftligt engelsk, og evner til at formulere et velstruktureret argument, bliver vurderet. De studerende kombinerer deres uddannelse selv med fag og moduler på engelsk og dansk.
Derfor har de to lærerstuderende et godt råd til dem, der drømmer om at læse på den internationale talentlinje:
”Fokuser på dit engelsk. Det skal være virkelig godt. Du skal øve dig på dit engelsk, for at blive så god som mulig, inden du starter.”