Del
Tvivlen som ledsager: Nyuddannet sygeplejerske valgte hjemmeplejen fra - men vendte tilbage

Tvivlen som ledsager: Nyuddannet sygeplejerske valgte hjemmeplejen fra - men vendte tilbage

Under studiet arbejdede jeg i hjemmeplejen og elskede det. Alligevel valgte jeg området fra, da jeg søgte mit første job. Takket være samtaler på studiet om valg, fravalg og tvivl, vendte jeg hurtigt tilbage til hjemmeplejen, hvor jeg stortrives.

Katrine Christensen. Udekørende hjemmesygeplejerske. Uddannet sygeplejerske fra Professionshøjskolen Absalon januar 2024.

Jeg har arbejdet i hjemmeplejen sideløbende med mit studie til sygeplejerske. Det er mit hjertebarn, og jeg har altid været vild med det. Undervejs på studiet blev jeg alligevel i tvivl. For er et job i hjemmeplejen ikke noget, man vælger, når man har fået børn, har brug for ro og stabile arbejdstider?   

I stedet sagde jeg ja til en ansættelse på et sygehus. Men efter blot en måned stod det helt klart, at jeg skulle have lyttet til min mavefornemmelse.   

Fra studie til arbejdsliv  
Der tales meget om praksis- og ansvarschok på sygeplejerskeuddannelsen. Overgangen fra studie til job skal gerne gå glat, så vi – de nyuddannede sygeplejersker – bliver på arbejdspladsen og i faget. For i et hårdt presset sundhedsvæsen er der brug for os.   

Sidste efterår præsenterede Robusthedskommissionen 20 anbefalinger til et mere robust sundhedsvæsen. Anbefaling nummer 19 handler netop om, hvordan man letter overgangen fra uddannelse til arbejdsliv.   

Emnet har også fået stor opmærksomhed på studiet. Vi er blevet præsenteret for teorier og metoder, der har hjulpet os med at finde vej i den virkelighed, vi var på vej ud. Vi er blevet lyttet til, vi har talt med hinanden undervejs, vi har vendt og drejet oplevelser fra livet på de afdelinger, vi har været i praktik i.   

Tvivlen som ledsager  
Efter endt studie skulle en del af mine tidligere medstuderende tilbage til det sted, hvor de havde været i praktik på sjette og sidste semester.  

Vi var flere, der har været usikre på, hvorvidt vi valgte rigtigt, om vi kunne klare opgaven og om vi landede på den rigtige hylde. Der er mange forskellige veje at gå, når man uddanner sig til sygeplejerske.  

Jeg havde mange tanker undervejs om, hvad der var rigtigt og forkert. Tanker, jeg ikke var alene om at have. Tvivlen blev italesat og usikkerheden gjort til en naturlig del af overgangen til arbejdslivet. Jeg blev forberedt på, at jeg måske skulle have erfaring fra forskellige job, inden jeg fandt det rigtige.   

De samtaler har jeg haft i baghovedet i min egen proces. Da jeg allerede efter en uge i mit første job kunne mærke, at valget var forkert, tog jeg en hurtig beslutning. Jeg fik ikke den støtte, jeg havde brug for, og havde ikke tidligere erfaring med arbejdsgangene til at føle mig til rette.   

At lande på den rigtige hylde  
Ansvarschokket vil de fleste sygeplejersker nok kunne genkende. Det er okay at begå fejl, men i mit fag kan det være farligt for patienten. Mine handlinger har konsekvenser for mennesker, og det fylder meget for mig. Men jeg føler mig mere rustet til ansvaret i jobbet i hjemmeplejen end på sygehusgangen.  

Jeg fravalgte i første omgang jobbet i hjemmeplejen, fordi jeg var bekymret for, om det ville være for stor en opgave at køre alene og ikke have en kollega ved hånden. Der er ingen tvivl om, at ansvar og arbejdspres er større nu end som studerende. Men selvom det er hårdt at være ny, så har det vist sig, at jeg i min nuværende stilling sagtens kan håndtere det pres, der følger med jobbet.  

Jeg er havnet på den rette hylde. Det er jeg fordi, jeg lyttede til min mavefornemmelse, og fordi jeg blev vejledt til at tage den alvorligt. Takket være grundig forberedelse fra studiet endte jeg ikke med at bruge lang tid på en arbejdsplads, der grundlæggende var forkert for mig.   

Det var ikke forkert at prøve arbejdslivet som sygeplejerske på en afdeling af. Der er mange job på sygehusene og mange sygeplejersker, der arbejder og trives der. Men hjemmeplejen – det er mit sted.  

Indlægget er bragt i Sjællandske Medier den 13. juni 2024.