Del
Team Hold vandt Absalon Cup 2023

Team Hold vandt Absalon Cup 2023

Absalon-ånden kunne mærkes til trods for blæst og kulde til årets Absalon Cup.

Da klokken slog 08.45 onsdag d. 17. maj, begyndte de første studerende at ankomme til Campus Vordingborg. Dagen skulle stå på social fodboldturnering, og deltagerne var klar, fra de ankom!

Team Hold vandt Absalon Cup 2023

Hannah Fjord Jensen, forkvinde for det Centrale Studenterråd og hovedarrangør af arrangementet, bød velkommen, og turneringen begyndte efter en lille times tid.

Forinden havde Facility Service blandt meget andet hjulpet med opsætning af telt, så alle kunne trække i læ for det halvkedelige vejr. Frivillige fra både Campus Vordingborg og Slagelse gav en hånd med, og Hannah og studielivskoordinator Ida Juul Jensen sørgede for, at alt forløb glat, så de studerende kunne nyde dagen i fulde drag.

I spisepausen diskede kantinerne op med lækre pulled pork-burgere, mens musiklærerstuderende underholdt med live-musik, og den lokale fredagscafé SMU sørgede for, at der kunne købes drikkevarer. SMU stod også for afterparty - og DJ hele dagen. 

Der var 18 hold, som alle gjorde deres bedste, men det blev i sidste ende Team Hold fra Campus Roskilde, der løb afsted med sejren og nu kan kalde sig vindere af Absalon Cup 2023! 

Se flere billeder fra eventet på vores officielle Instagram @phabsalon.

Tak til BUPL, Dansk Socialrådgiverforening, Ergoterapeutforeningen og Sparekassen Sjælland for at sørge for små gaver og et sponsorat (BUPL), som gav dagen et ekstra krydderi. 

Team Hold vandt Absalon Cup 2023