Del
Studerende indstiller kandidater til national undervisningspris

Studerende indstiller kandidater til national undervisningspris

Ud af 27 indstillede undervisere, har Absalons prisudvalg nu indstillet tre undervisere til den nationale undervisningspris, som uddeles i juni 2024.

Hen over julen har studerende på Absalon haft mulighed for at indstille de undervisere, som de mener er særligt dygtige til at formilde og skabe engagement i undervisningen. Her blev 27 undervisere på tværs af uddannelserne indstillet, med begrundelser fra i alt 60 individuelle studerende.

Herfra har Absalons prisudvalg udvalgt tre kandidater, der udmærker sig særligt gennem nærvær, engagement, faglig nysgerrighed og blik for den enkelte studerendes behov og potentialer. Hver især bidrager de til at skabe særlig god undervisning, der bibringer nysgerrige og dygtige studerende.

Absalons tre kandidater til den nationale undervisningspris er:

  • Iben Holm Fogstrup, lektor på fysioterapeutuddannelsen i Roskilde)
  • Lenette Jegsen (lektor på læreruddannelsen i Vordingborg)
  • Bulut Kilic (adjunkt på socialrådgiveruddannelsen i Roskilde)

 

Begrundelser i indstillingerne

Iben Holm Fagstrup, lektor på fysioterapeutuddannelsen i Roskilde
Uddrag af begrundelser fra studerende:

”Iben har et engagement for os studerende ud over det sædvanlige – hun ser os alle og møder os hver især med det, som vi har brug for. Hun husker alles navne, hvilket gør at man fra start føler sig velkommen. Hun er altid klar til at gribe os ved de faglige udfordringer, men også når livet kan være lidt hårdt, og man bare har brug for et kram.”

”Iben skaber fagligt engagement. Hun brænder for at formidle faget og hun formår at skabe bindeled mellem teori og praksis, hvilket gør fysioterapi til et meningsfuldt fag for os studerende. Hun skaber et trygt miljø og et læringsrum med plads til alle. Det gør at man har lyst til at engagere sig og deltage i undervisningen”

”Det er motiverende, at selv det svære stof relateres til 'virkelige mennesker', så vi som studerende kan se, hvornår det skal bruges og hvorfor det er relevant viden. Det giver blod på tanden, selvom det er svært. Iben trækker så meget praktisk ind i undervisningen som muligt, så der ikke er for mange dage udelukkende med tavleundervisning."

"Iben er rigtig god til at forklare det faglige materiale på en måde, så alle kommer med. Hvis man laver en fejl eller gør noget forkert, afbryder hun ikke men får hjulpet os tilbage på det rette spor uden at man føler sig dum. Samtidig udfordrer hun os også, så vi ikke får svar på alt ved at spøge hende, men bliver gode til selv at undersøge det og finde frem til svaret, så vi tror på at vi godt kan”.

”Iben bruger anekdoter fra sin tid i praksis og bringer sig selv i spil – f.eks. ved både at fortælle om succeshistorierne og om de uheldige situationer. Iben lægger vægt på hvad man kunne lære af situationerne og tage til sig til når man kommer ud på arbejdsmarkedet. Det giver os også en forståelse for hvad vi kommer ud til efter uddannelsen”.

 

Lenette Jegsen, lektor på læreruddannelsen i Vordingborg
Uddrag af begrundelser fra studerende:

”Lenette er en tip top motiveret underviser. Lenette går ind i lokalet med et stort energiniveau, som spreder sig over lokalet. Det er en energi af både stor kærlighed for sit fag og for som underviser at interagere med os studerende. Hun viser os, at vi vigtige og relevante i hendes undervisning og ikke bare statister. Det er symbiose af motivation og viden i samspil med hende, hvor vi opbygger en kolonorm tillid til vores egne kompetencer og hele tiden udvikler os".

"Lenette møder hver studerende uanset deres undren og spørgsmål. Hun formår at differentiere undervisningen og fanger hver enkelt af os hver gang hun underviser".

"Vi har altid glædet os til Lenettes timer. Hun udstråler en passion for sit fag og har et stort ønske om at lære fra sig. Det kan mærkes - og værdsættes. Vi får altid en følelse af at vi gerne vil yde vores aller bedste”.

”Det vanskelige er ikke vanskeligt for Lenette og dermed heller ikke for os. Jeg ved ikke hvordan hun gør – det er som magi. Lenette formår at jonglere det faglige stof ved både visuelle, kropslige og mundtlige elementer. Vi er aldrig begrænset til kun en form for læring. Hun oversætter fagligt stof i egne modeller eller opsætter det anderledes hvis vi ikke har forstået den originale model. Hun pingponger altid med os og differentierer opgaverne sideløbende. Hvis vi ikke føler os klædt godt nok på eller misforstår noget, siger Lenette aldrig ”Nej” eller ”Forkert”, men går i øjenhøjde med os og fører os ud i det smukke faglige univers og møder os med konstruktiv feedback. Det giver os glæde ved faget og videre motivation.”

"Lenette kommer med konkrette eksempler fra klasseværelset. Det virker rigtig godt fordi vi kan se hvorfor, det er relevant at høre om de forskellige teorier. Et eksempel ud af mange er i forhold til køn. Her havde Lenette deltaget i en event om draqqueens og havde billedmateriale og samtaler derfra med i undervisningen. Lenette tager problematikker fra virkeligheden med ind i undervisningen, som arbejder med på flere forskellige måder. Eksempelvis gennem debat, visualering eller simulation hvor vi skulle simulere at være den person, som tingene skete for.
Lenette fortjener denne pris. Hun skaber læring og fordybelse og ikke mindst: LYST TIL AT LÆRE."

 

Bulut Kilic, adjunkt på socialrådgiveruddannelsen i Roskilde
Uddrag af begrundelser fra studerende:

”Bulut er meget engageret, anerkender os og kommer med mega god energi - man kan mærke at han kan lide at være vores underviser. Bulut er fagligt meget dygtig og hans undervisning er så relevant og så engageret, at man ikke vil misse hans undervisning. Bulut gør bare, at man får lyst til at læse og at man bliver motiveret".

"Bulut er god til at hjælpe, når noget bliver svært. Bulut er tilgængelig ved det mindste, og der ikke nogen, der går og undrer sig over noget i mere end et par timer. Man kan altid komme til Bulut. Man føler sig tryg og vil gerne komme undervisningen og lære mere. Man er ikke bange for at sige noget højt i timerne, for i Buluts rum er der ikke noget svar, der er forkert”.

"Bulut er ekstremt dygtig til at formidle. Selv de sværeste emner, kan han formidle videre på et niveau, man kan følge med på som ny studerende. Dette skyldes også, at han er velformuleret, taler højt nok, og bruger sit kropssprog, så man ikke misforstår noget i undervisningen. Når man tager hjem, er man ikke i tvivl om, at man har lært noget. Han kommer altid med eksempler, der hjælper rigtig meget med at forstå de vanskelige teorier og begreber".

"Bulut sætter sine studerende i højsædet. Han formår at inddrage alle, så man føler at hele undervisningen er skræddersyet kun til en selv. Han er god til at lytte og hvis der er noget, man ikke forstår eller hvis man ikke helt kan formulere sig, så prøver han at hjælpe en på vej, sådan så man ikke føler sig fortabt".

"Bulut inddrager altid erfaringer fra sin egen hverdag i praksis i undervisningen og det hjælper os til at koble teorien til hvad det kan bruges til i praksis. Bulut er god til at dele sine oplevelser og erfaringer med os – både de gode og de dårlige. Udover at det er spændende at høre om og giver en fornemmelse for praksis, hjælper det også til forståelsen af teorien.

Buluts passion for faget og hans praksiserfaring som han bruger i undervisningen fremmer forståelsen for fagets vigtighed, motiverer os og bekræfter os i at uddannelsen var det rigtige valg".

Om undervisningsprisen

Der uddeles i alt syv priser til undervisere på de videregående uddannelser i Danmark, heraf to til undervisere fra professionshøjskolerne og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Priserne er på hver 500.000 kr., hvoraf 200.000 kr. er en hædersgave, mens 300.000 kr. skal bruges til udviklingsaktiviteter, der understøtter et godt og engagerede undervisningsmiljø. Priserne tildeles undervisere, som på ekstraordinær vis bidrager til god undervisning og et stærkt undervisningsmiljø.

Undervisningsprisen bliver uddelt af Uddannelses- og Forskningsministeriet. Syv inspirerende og engagerende undervisere på de videregående uddannelser modtager prisen.

Formålet med Undervisningsprisen er at anerkende den store betydning, som inspirerende, inddragende og nytænkende undervisere har for de studerende og for måden, man lærer på.

Undervisningsprisen skal skabe øget opmærksomhed om underviserrollen og inspirere til fremragende undervisning på de videregående uddannelser.

Absalons prisudvalg:

  • Camilla Wang, Rektor, Professionshøjskolen Absalon.
  • Ane Kristine Christensen, Direktør, Skole og Børn, Roskilde Kommune og formand for uddannelsesudvalget på Socialrådgiveruddannelsen.
  • Susanne Friis, Vicedirektør, Sjællands Universitetshospital, Region Sjælland og medlem af uddannelsesudvalget på Sygeplejerskeuddannelsen.
  • Lucas Otterstrøm Hyttel, Studerende på Absalons sygeplejerskeudannelse og studenterrepræsentant i Absalons bestyrelse.
  • Nicolaj Børager Jensen, Studerende på Absalons læreruddannelse og studenterrepræ¬sen-tant i Absalons bestyrelse.
  • Anne van der Sterren Rovsing, Centerchef i Center for Socialt Abejde, Absalon.
  • Martin Hoffmann, Uddannelsesleder på Absalons Pædagoguddannelse i Holbæk.
  • Ane Kruse, Uddannelsesleder på Absalons Fysisioterapeut- samt Ernærings- og Sundhedsuddannelse i Slagelse og Roskilde.
  • Astrid Margrethe Hestbech, Repræsentant for Absalons lektorkvalificering, lektor i Center for Pædagogik.