Del
Nyt samarbejde: Sygeplejestuderende får praktisk erfaring i lægepraksis

Nyt samarbejde: Sygeplejestuderende får praktisk erfaring i lægepraksis

I Holbæk har Absalon, Holbæk Kommune og de praktiserende læger indgået et nyt samarbejde, der gør det muligt for de sygeplejestuderende at komme i endagspraktik i en lægepraksis. Nu har de første hold sygeplejerskestuderende været i praktik.

På Absalons sygeplejerskeuddannelse i Holbæk er der fokus på, at de studerende gennem studiet opnår forståelse af, at samarbejde på tværs af sundhedsvæsenets sektorer har stor betydning for patienter og pårørendes oplevelse af deres sygdomsforløb.

Sådan forklarer Anne Bondesen, uddannelsesleder på Professionshøjskolen Absalon. Som noget helt nyt har Absalon indgået et samarbejde med Holbæk Kommune om at sende sygeplejerskestuderende i praktik i lægehuse i kommunen.

”Vi vil meget gerne have at de studerende får forståelsen af, hvor betydningsfuldt det er, at den enkelte borger eller patient har oplevelsen af et sammenhængende forløb - og for vigtigheden af kommunikationen på tværs af forskellige instanser i sundhedsvæsenet,” forklarer Anne Bondesen. 

Fokus gennem hele uddannelsen

Det er velkendt, at kommunikationen i sundhedsvæsenet er svær, forklarer Anne Bondesen. Derfor har man i Holbæk ønsket at skabe et særligt fokus på netop kommunikation gennem hele uddannelsen:

”Kommunikation skal gerne være en tråd gennem hele uddannelsesforløbet. Derfor har vi lavet studieaktiviteter, hvor de kommende sygeplejersker arbejder med, hvordan man understøtter at tingene hænger sammen. Det er vores intention, at man allerede som studerende skal få en fornemmelse af, at det har betydning at alle taler sammen. På den måde kan vi skabe fokus på et problem, der er i sundhedsvæsenet,” lyder det fra Anne Bondesen.

Et overset område

Aftalen mellem Absalon og Holbæk Kommune gør det muligt for de sygeplejestuderende at komme i endagspraktik hos en sygeplejerske i en lægepraksis, når de på fjerde semester er i praktik på enten et plejecenter eller hjemmeplejen i Holbæk Kommune.

Rose Sofie Holm Nygaard Holm er sygeplejestuderende på fjerde semester på sygeplejerskeuddannelsen og har som en af de første været i praktik i en lægepraksis i Tølløse.

Ifølge Rose så hørte hun første gang om muligheden for at arbejde som sygeplejerske i en lægepraksis, da en gæstelærer talte om det:

”Det lød megafedt og som noget jeg godt kunne tænke mig. Det er et lidt overset felt for sygeplejersker. Mange tænker, at de skal have job på sygehuse eller i hjemmeplejen. Men jeg tror, at flere ville være vilde med det, hvis det kom ud og fik det afprøvet.”

Mange selvstændige opgaver

Derfor sagde Rose ja, da muligheden for praktik i en lægepraksis opstod. Den sygeplejerske, som hun fulgte på sin praktikdag stod bl.a. for årskontrol over diabetes og justerede medicin. Det gik op for Rose, at man har meget ansvar som sygeplejerske i en lægepraksis:

”Der er mange selvstændige opgaver i en lægepraksis. Jeg synes det er virkelig fedt, at vi som sygeplejersker endelig får en anerkendelse af hvad vi kan og hvad vi uddanner os til”.

Hun er åben overfor at arbejde i en lægepraksis, når hun bliver færdiguddannet:

”Jeg kan sagtens se mig selv i en lægepraksis. Men jeg skal have klinisk og medicinsk erfaring først, fordi man ofte står alene med opgaverne i en lægepraksis. Så det er vigtigt med erfaring. Men på sigt kunne det være rigtig spændende”.