Del
Nyt samarbejde: Efterskole bliver nyt læringsmiljø for Absalons pædagogstuderende

Nyt samarbejde: Efterskole bliver nyt læringsmiljø for Absalons pædagogstuderende

Pædagoguddannelsen i Holbæk har indgået et partnerskabsforløb med Hjembæk efterskole. Hvis alt går efter planen, skal Absalon allerede i efteråret 2024 afvikle samskabende undervisningsforløb på efterskolen.

”Det er helt nyt for os og i en anden kontekst end vi er vant til,” lyder det fra Martin Hoffmann, der er uddannelsesleder på pædagoguddannelsen i Holbæk. Her har man netop indgået et partnerskab med Hjembæk efterskole, der udelukkende huser elever med læse- og skrivevanskeligheder.

For nylig ansatte efterskolen en nyuddannet pædagog fra pædagoguddannelsen i Slagelse, som selv har gået på efterskole som elev med ordblindhed, og som har haft rigtig gode oplevelser med undervisning i et eksternt læringsmiljø.

Det har givet efterskolen mod på at indgå et samarbejde, hvor det gensidige læringsfællesskab mellem efterskolens lærere, elever, undervisere og studerende fra pædagoguddannelsen i Holbæk, kan bidrage til nytænkning af skole- og fritidspædagogiske aktiviteter i en efterskolekontekst for elever med læse-skrivevanskeligheder.

For Absalons pædagogstuderende kan efterskolen tilbyde at være et eksternt læringsmiljø, hvor de studerende kan afprøve det de lærer på skolebænken i praksis:

”Hjembæk efterskole har stærk erfaring i udvikling af læringsmiljøer for børn og unge med læse- og skrive vanskeligheder gennem mange år. Det vil vi gerne blive endnu klogere på. Derudover kan samarbejdet skabe begejstring om pædagogprofessionen for vores studerende og de mange forskellige jobmuligheder – blandt andet som pædagog på en efterskole,” siger Martin Hoffmann.

Samarbejde kan styrke rekruttering

Pædagoguddannelsen i Holbæk har eksisteret siden efteråret 2023, og har i løbet af det første år indgået flere lokale partnerskaber i Nordvestsjælland. Gennem aftalerne er det forventningen, at man kan styrke rekruttering, praksisrelevans i undervisningen og forstærke didaktikken omkring studerende med læse- og skrivevanskeligheder, forklarer Martin Hoffmann:

”Partnerskaberne gør det blandt andet muligt for de studerende at øve deres kompetencer tæt på målgruppen i den kontekst undervisningen er rettet mod. De studerende kan afprøve kompetencer i uforudsete hændelsesforløb, der styrker de studerendes professionsfaglige dømmekraft under direkte feedback fra underviserne”.

Derudover er partnerskaberne en didaktisk praksis, der ifølge Martin Hoffmann styrker forholdet mellem teori og praksis på en måde, hvor fx læse- og skriveudfordringer hos de studerende ikke bliver en uoverstigelig barriere i læringsforløbet.

Pædagoguddannelsen i Holbæk har allerede stærke samarbejdsflader i gennemprøvede partnerskaber med foreningen Kystliv, Musik- og Kulturskolen og Holbæk Teater.