Del
Her er Absalons kandidater til Undervisningsprisen 2026

Her er Absalons kandidater til Undervisningsprisen 2026

Hvem gør undervisningen ekstra levende, forståelig og engagerende?

De seneste måneder har studerende fra hele Absalon peget på undervisere, der gør en særlig forskel i deres studiehverdag.

På baggrund af jeres indstillinger har Absalons prisudvalg nu udvalgt tre undervisere, som er gået videre til den nationale udvælgelse til Undervisningsprisen 2026.

De tre kandidater er:

  • Mie Augustsen Holgersen – sygeplejerskeuddannelsen

  • Nikolaj Vigand Lunn Jensen – læreruddannelsen
  • Anders Thomsen – sundhedsadministrativ koordinatoruddannelsen

Hvem der ender med at modtage prisen, afgøres ved den nationale prisoverrækkelse i september 2026.

Nedenfor kan du læse, hvad jeres medstuderende har fremhævet ved de tre kandidater 

Mie Augustsen Holgersen

Lektor på sygeplejerskeuddannelsen i Slagelse

Studerende beskriver Mie som en underviser, der skaber tryghed og overblik – også når stoffet er svært:

“Mie er altid velforberedt og formidler på en håndgribelig måde. Hun gør vanskeligt stof overskueligt, aktiverer os og giver konkret og konstruktiv feedback med fokus på både styrker og forbedringsmuligheder.”

“Hun rummer vores forskellige tilgange, og jeg oplever aldrig at føle mig ‘tabt’ fagligt i hendes undervisning.”

Mange fremhæver også Mies rolige væsen og hendes evne til at skabe et engageret og inkluderende studiemiljø, hvor der er plads til dialog og refleksion.

 

Nikolaj Vigand Lunn Jensen

Adjunkt på læreruddannelsen i Roskilde

Nikolaj får ros for at inddrage de studerende aktivt og tage deres feedback seriøst:

“Man kan tydeligt mærke, at han lytter og justerer sin undervisning derefter. Det giver en stærk følelse af medinddragelse.”

“Nikolaj formidler svært stof, så det er inspirerende og let at gå til.”

Små øvelser, gruppearbejde og kreative opgaver er med til at gøre undervisningen praksisnær og motiverende – og hjælper de studerende med at omsætte teori til handling.

Anders Thomsen

Lektor på sundhedsadministrativ koordinatoruddannelsen i Roskilde

For Anders er koblingen mellem teori, praksis og aktuelle samfundstemaer central – og det kan mærkes, fortæller de studerende:

“Anders har en fascinerende viden om hele sundhedsvæsenet og samfundet. Han minder os hele tiden om, hvad vi kan bidrage med i vores fremtidige job.”

“Hans begejstring smitter af og gør os stolte af vores fag.”

Studerende peger især på, at Anders ofte starter undervisningen med aktuelle emner – fra nyheder til samfundsbegivenheder – som gør teorien mere levende og relevant.

Stort tillykke! 

Et stort tillykke til alle tre kandidater – og tak til jer studerende, der har været med til at sætte fokus på god undervisning. Vi hepper på jer hele vejen!

Hvad er Undervisningsprisen?

Undervisningsprisen uddeles hvert år til undervisere på videregående uddannelser i Danmark, som gør en ekstraordinær indsats for god, engagerende og inkluderende undervisning.

  • Hver pris er på 500.000 kr.

    • 200.000 kr. som personlig hædersgave

    • 300.000 kr. til udviklingsaktiviteter, der styrker undervisningsmiljøet

Absalon indstiller tre kandidater på baggrund af de studerendes indstillinger, hvorefter sektorens nationale prisudvalg udpeger de endelige prismodtagere.