Del
English

Standby

Hvis du har et ganske bestemt uddannelsessted eller en ganske bestemt uddannelse, som du meget gerne vil ind på, kan det være relevant at ønske standby.

Professionshøjskolen Absalon har en begrænset mængde standbypladser. Du kan komme i betragtning ved at sætte kryds ved standby i ansøgningen.

En standbyplads bliver relevant for dig, hvis du er tæt på at blive optaget, men ikke bliver det, eksempelvis fordi din adgangskvotient ligger lige under optagelseskvotienten.

Hvis du har sat kryds i standby og bliver tilbudt en standbyplads d. 28. juli, vil du ikke blive tilbudt en studieplads på en af dine andre søgte uddannelser eller uddannelsessteder, der står lavere på din prioriteringsliste.

Du skal derfor overveje, inden du sætter kryds i standby, om du ønsker at fraskrive dig muligheden for at blive optaget på en af dine lavere prioriteter. Man kan ikke både få tilbudt en standbyplads og en studieplads.

Hvis du har ønsket og fået en standbyplads, kan der ske følgende

  • Du får ikke tilbudt en studieplads inden studiestart. Så bliver din standbyplads ændret til en reservering af en plads ved det næste års optag (tilsagn), naturligvis under forudsætning af at du opfylder adgangskravene for årets optagelse. Du vil modtage et brev fra Professionshøjskolen Absalon om dette.
  • Du får tilbudt en studieplads inden studiestart, og du takker ja og påbegynder din uddannelse.
  • Du får tilbudt en studieplads inden studiestart og takker nej og må søge på ny ved næste optagelse.
  • Du får tilbudt en studieplads efter studiestart (senest 14 dage efter) og takker ja og påbegynder din uddannelse.
  • Du får tilbudt en studieplads efter studiestart og takker nej. (senest 14 dage efter) Din standbyplads vil herefter blive ændret til en reservering af en plads ved det næste års optagelse (tilsagn), naturligvis under forudsætning af at du opfylder adgangskravene for årets optagelse.

Hvis du har fået tilsagn/reserveret en studieplads ved det kommende års optagelse, skal du søge igen, men huske at vedhæfte dokumentation for tilsagnet (vedhæfte brevet fra Professionshøjskolen Absalon), hvis du ønsker at benytte dig af reserveringen.