Del
English

FAQ - Ofte stillede spørgsmål

FAQ'en er opdelt i seks kategorier, der hver indeholder delspørgsmål. Klik på den kategori du søger svar under.

Optagelse

Hvordan ansøger jeg

Du skal søge om optagelse via www.optagelse.dk. Denne side åbner den 1. februar.
Ansøgningsfristen i kvote 2 er den 15. marts, kl. 12.00.
Ansøgningsfristen i kvote 1 er den 5. juli, kl. 12.00.

Hvad betyder reglen om gennemført kandidatuddannelse

Hvis du har gennemført en kandidateksamen kan du kun optages på en ny videregående uddannelse, hvis der er ledige pladser. Du kan søge om dispensation for reglen om gennemført kandidatuddannelse, hvis der foreligger usædvanlige forhold. Læs mere her.  

Hvad er adgangskravene til uddannelserne hos Professionshøjskolen Absalon?

Adgangskravene til de forskellige uddannelser kan ses her

Kan en adgangsgivende eksamen blive for gammel?

Din adgangsgivende eksamen bliver aldrig for gammel, og kan altid bruges som adgangsgrundlag til uddannelse.

Opfylder jeg adgangskravet?

Det er ikke muligt at få forhåndsvurderet sin ansøgning eller sine kvalifikationer.
Hvis du har problemer med at finde ud af om du opfylder adgangskravet til en uddannelse, kan du få hjælp ved at kontakte Uddannelsesguidens e-vejledning:

Hvad gør jeg hvis jeg ikke opfylder de formelle adgangskrav?

Opfylder du ikke de formelle adgangskrav, har du mulighed for at søge ind med en individuel kompetencevurdering – en IKV. Her vurderes det blandt andet, om de kompetencer du har, kan sidestilles med de formelle adgangskrav og om du kan få dispensation for adgangskravet på den baggrund. Er denne vurdering positiv, vil du være adgangsberettiget til at søge på lige fod med andre kvalificerede ansøgere i kvote 2.
IKV’en bliver foretaget som led i behandlingen af din ansøgning.
Du kan læse mere om IKV her

Bemærk på Læreruddannelsen: En positiv IKV på Læreruddannelsen gør ikke ansøgeren adgangsberettiget. En positiv IKV på Læreruddannelsen gør ansøgeren kvalificeret til at deltage i Optagelsessamtalen på Læreruddannelsen. Det vil være scoren fra Optagelsessamtalen der afgør om ansøgeren er kvalificeret til at søge om optagelse. Se mere om optagelsessamtalen på Læreruddannelsen her”

Er der samme adgangskrav til e-læringsstudiet, som til det ordinære studie?

Adgangskravene til uddannelserne som e-læring og ordinært studie er de samme.

Hjælper det, hvis jeg skriver en motiveret ansøgning?

Motiverede ansøgninger bliver ikke vægtet hos Professionshøjskolen Absalon. Har du noget erfaring e.l. som du ønsker at Professionshøjskolen Absalon skal vide, skal du medsende dokumentation for dette i form af f.eks. en arbejdsgiver erklæring.

Skal jeg søge i kvote 1 eller i kvote 2?

Du skal søge i kvote 2 senest d. 15. marts kl. 12 hvis:

  • Du opfylder adgangskravet til kvote 1 og har andet du vil vurderes på end dit gennemsnit (udvælgelseskriterier)
  • Du opfylder adgangskravet til kvote 2
  • Du søger ind med en udenlandsk eksamen
  • Du søger med særlig tilladelse og skal have en individuel kompetencevurdering (IKV)
  • Du tidligere har været optaget på uddannelsen og skal vurderes i forhold til reglerne for genoptagelse
  • Du søger ind via den grønlandske særordning 

Hvis du opfylder adgangskravet til kvote 1 og ikke skal vurderes i forhold til nogen af de ovenstående punkter kan du søge ind inden for tidsfristen til kvote 1 senest 5. juli kl. 12.

Særligt for Læreruddannelsen

På læreruddannelsen kan du søge i kvote 1 hvis du har et gennemsnit fra din gymnasiale eksamen på 7 eller derover. Har du under 7 eller søger ind med særlig tilladelse, søger du i kvote 2, og skal til en optagelsessamtale. Bemærk, hvis du søger med særlig tilladelse, skal du have dispensation til at komme til optagelsessamtale.

Hvad er en standby plads?

Hvis du søger og bliver tilbudt en standby-plads, er der mulighed for at Professionshøjskolen Absalon – frem til 14 dage efter studiestart – kan kontakte dig og tilbyde dig en studieplads. Sker det ikke, er du sikret en studieplads til samme uddannelse, samme sted næste år, hvis du søger ind med det tilsagn, Professionshøjskolen Absalon tilsender dig.
Læs mere om standbypladser

Kan jeg få merit?

Det er ikke muligt at forhåndsvurdere en meritansøgning. Hvis du bliver optaget har Professionshøjskolen Absalon pligt til at vurdere om du skal have merit for tidligere erfaring. Du kan læse mere om merit her

Kan jeg være e-læringsstuderende, hvis jeg bor i udlandet?

Som e-læringsstuderende skal man deltage i de obligatoriske seminarer, der bliver afholdt på de forskellige Campus. Fremmøde dagene varierer på de forskellige uddannelser.
Læs se mere her om e-læring på vores uddannelser

Hvordan bliver jeg optaget på en uddannelse jeg har gået på før?

Hvis du ønsker at søge om optagelse på en uddannelse du tidligere har gået på, skal du vurderes i forhold til reglerne for genoptagelse. Alt efter om du har bestået hvad der svarer til 1. år af uddannelsen som den ser ud nu eller mindre, skal du enten lave din ansøgning direkte hos uddannelsen eller via www.optagelse.dk.

Hvis du skal lave din ansøgning via www.optagelse.dk skal du huske at søge inden for ansøgningsfristen til kvote 2 senest d. 15. marts kl. 12.00 og uploade en udvidet studiejournal til din ansøgning sammen med dokumentation for adgangsgrundlag og andet relevant.

Læs mere om at søge om genoptagelse her

Behandling af ansøgning

Kan jeg lave om i min ansøgning?

Når du har afsluttet din ansøgning, kan du ikke længere rette i selve ansøgningen.
Du kan ændre på din prioriteringsliste og uploade bilag til din ansøgning frem til 5. juli, kl. 12.00, lige meget om du søger i kvote 1 eller 2.

Svar på ansøgning

Hvorfor har jeg fået afslag?

Efter en samlet helhedsvurdering, vil de bedst kvalificerede ansøgere bliver tilbudt en studieplads. Du kan derfor godt opfylde adgangsgrundlaget, men stadig ikke blive tilbudt en plads.

Hvordan forbedrer jeg mine muligheder for optagelse?

Søger du i kvote 2, kan du øge dine chancer for at bliver optaget ved at kigge på de udvælgelseskriterier der vægtes i kvote 2, og undersøge mulighederne for at udvide dine kompetencer.

Derudover kan du øge dine chancer ved at udnytte dine prioriteter og søge bredt, både geografisk og med hensyn til studiestart.

Hvis nogle springer fra, kan jeg så få pladsen?

Det er ikke muligt at være på standby, hvis du ikke har søgt og er blevet tilbudt en standby plads, i det ordinære optag (inden 15. marts/5. juli). Du har mulighed for at klikke ind på Professionshøjskolen Absalon hjemmeside efter den 28. juli, hvor ledige pladser vil bliver annonceret.

Du kan læse mere om ledige pladser under spørgsmål ”Hvordan søger jeg de ledige pladser efter hovedoptagelsen?”

Kan jeg lave min studiestart om til en sommer/vinterstart?

Det er ikke muligt at ændre studiestartstidspunktet på den plads, du er blevet tildelt. Du har mulighed for at klikke ind på www.phabsalon.dk for at se om der er ledige pladser med studiestart, på det tidspunkt du ønsker det.

Hvornår får jeg mere at vide?

Professionshøjskolen Absalon bruger Studienet og læringsportalen Itslearning, hvor der vil være information omkring skema, bøger mv.

Du vil modtage login til Itslearning senest 14 dage inden studiestart. Dette modtager du via Absalons Optagelsesportal.

Jeg har fået tildelt en standby-plads - hvad var det lige, det var?

Har du fået tildelt en standby-plads, er der mulighed for at Professionshøjskolen Absalon, frem til 14 dage efter studiestart, kan tilbyde dig en studieplads. Sker det ikke, er du sikret en studieplads til samme uddannelse, samme sted næste år, hvis du søger ind med det tilsagn, Professionshøjskolen Absalon tilsender dig.

Hvornår er der studiestart?

Der er studiestart 1. september og/eller 1. februar. Bemærk ikke alle uddannelser har studiestart i februar. Du kan se mere under hver enkelt uddannelse

Hvornår skal I senest have dokumentation for min betingelse?

Er du betinget optaget, skal du fremsende din dokumentation for betingelsen hurtigst muligt, og senest 14 dage efter studiestart til optagelse@pha.dk.

Jeg ønsker ikke min studieplads alligevel – hvad gør jeg?

Har du sagt ja til en studieplads, men har fortrudt, skal du skrive en mail til optagelse@pha.dk, hvor du tydeligt tilkendegiver, at du ikke ønsker at starte på studiet.

Ofte stillede spørgsmål når du skal starte på studiet

Hvordan kommer jeg på Itslearning?

Du modtager et log-in til Itslearning på Absalons Optagelsesportal, som du skal bruge første gang du logger ind. Dette log-in bliver fremsendt senest 14 dage inden studiestart.

Hvornår er der studiestart?

Der er studiestart i september og/eller februar.

Hvor finder jeg skema og bogliste?

Information om studiestart, boglister og andre praktiske informationer finder du på Studienet. Skema, holdlister m.m. får du adgang til via Itslearning. Du får information om adgang til Studienet og login til Itslearning senest 14 dage inden studiestart.

Hvordan ledige pladser søges efter hovedoptagelsen

Hvor ser jeg listen over ledige pladser?

Du kan se listen over ledige studiepladser med studiestart september på vores hjemmeside www.phabsalon.dk fra den 28. juli. Der vil være et link til de ledige pladser på forsiden eller du kan klikke på menupunktet ”Ledige pladser” under phabsalon/optagelse/

Ledige pladser med studiestart til februar bliver annonceret på vores hjemmeside i løbet af efteråret.

Hvordan søger jeg en ledig plads?

Ledige pladser i efteroptagelsen søges direkte via Professionshøjskolen Absalon. Professionshøjskolen Absalon fastsætter en ansøgningsperiode som du skal lave din ansøgning indenfor, for at komme i betragtning. Du skal udfylde et digitalt ansøgningsskema og uploade din dokumentation digitalt via vores ansøgningsportal.

På vores hjemmeside, hvor vi annoncerer de ledige pladser, vil der være information om hvor vi har ledige pladser, ansøgningsfrist samt et link til vores ansøgningsportal

Hvornår får jeg svar på min ansøgning?

Professionshøjskolen Absalon fastsætter en dato for hvornår ansøgerne kan forvente svar på deres ansøgning. Denne dato vil fremgå af hjemmesiden under menupunktet ”ledige pladser”.

Når vi behandler din ansøgning vil du modtage en velkomstmail med et login til Professionshøjskolen Absalon’s Optagelsesportal. Det er vigtigt at du opretter dig på Optagelsesportalen, da det er herigennem at vi kommunikerer med dig i forhold til din ansøgning og det er også her du kan følge status på ansøgningen.

Du får svar på din ansøgning via Professionshøjskolen Absalon’s Optagelsesportal. Hvis vi tilbyder dig en studieplads, skal du svare ja eller nej til tilbuddet inde på Optagelsesportalen

Hvor skal jeg henvende mig hvis jeg har ændringer eller spørgsmål til min ansøgning?

Det er optagelsen hos Professionshøjskolen Absalon, der behandler din ansøgning.

Telefon: 7248 1010
Mandag og torsdag kl. 10-12 og 13-14
Tirsdag og onsdag kl. 10-12

E-mail: optagelse@pha.dk

Kontakt Optagelsen

Optagelsen på Professionshøjskolen Absalon
Tlf. 7248 1010

Telefonen er åben

Mandag: 10-12 og 13-15
Tirsdag: 10-12
Onsdag: Lukket
Torsdag: 10-12
Fredag: Lukket.
Mail: optagelse@pha.dk