Del
Fies praktik og studiejob førte til fastansættelse

Fies praktik og studiejob førte til fastansættelse

Fie Sander Sørensen afsluttede sin uddannelse i januar og startede 1. februar i sin nye stilling hos Udlændingestyrelsen.

Det nye job binder en fin sløjfe på Fies uddannelsesforløb i offentlig administration på Campus Næstved. Fie startede nemlig hos Udlændingestyrelsen i praktik og blev efterfølgende tilbudt et studiejob. 

For Udlændingestyrelsen har det både handlet om at fastholde en dygtig medarbejder og at skabe en sammenhæng til lokalsamfundet i Næstved, som styrelsen blev flyttet til i 2020. 

"Fie er rigtig dygtig, grundig og nysgerrig, kan let omstille sig til nye opgaver og sætter stor pris på den udfordring og udvikling, der ligger i arbejdsopgaverne. Samtidig er hun imødekommende, omgængelig og har begge ben solidt plantet på jorden. Fie er så absolut en medarbejder, vi gerne vil beholde i styrelsen," siger kontorchef og praktikvejleder Kirsa Reinholt. 

Gennem hele praktikforløbet, og efterfølgende i studenterstillingen, har Fies opgaver kunnet kobles til de fag, som hun har taget på uddannelsen:

"Fagene har været relevante for arbejdet og arbejdet for fagene, og det har bare givet en ekstra dimension at være i 'den virkelige verden', mens jeg gennemførte fagene på studiet," siger Fie. "Jeg har oplevet, at der blev lyttet til mine perspektiver på opgavernes udførelse, og at jeg har haft stort ansvar både som praktikant og student. Det har betydet meget, og opgaverne har været utrolig lærerige og meningsfyldte."