Del
English

Center for ernæring og rehabilitering

Palliation og Hverdagsliv

Forskningsmiljøet adresserer temaet: Palliative indsatser og hverdagsliv.

Forskningsmiljøets ambition er at styrke vidensfeltet palliative indsatser og hverdagsliv med særligt fokus på betydningen af at kunne leve et meningsfuldt hverdagsliv trods kronisk fremadskridende sygdom. Yderligere har den demografiske udvikling med en voksende ældrebefolkning forskningsmiljøets interesse, idet flere og flere lever længere med svækkelse og kronisk sygdom, hvilket stiller krav til kontinuerlig udvikling af metoder og redskaber, der sikrer best practice på området.

Målet i forskningsmiljøet er at kortlægge, udvikle, implementere og evaluere ergoterapifaglige palliative indsatser med fokus på hverdagslivet. Der fokuseres på såvel rehabilitering og palliation som på forebyggende- og sundhedsfremmende indsatser. Vidensudviklingen omsættes i tæt samarbejde med den praksis, indsatserne er målrettet – og sker desuden i samspil med centerets efter- og videreuddannelsesaktiviteter. Forskningsmiljøet fokuserer på at udvikle projekter i tæt samarbejde med praksis og medinddrager de aktører, som er aftagere af indsatserne - herunder borgere, patienter og pårørende. Indsatserne omfatter fysiske, psykiske, sociale og eksistentielle problemstillinger og sker i et tæt tværprofessionelt samarbejde.

Forskningsmiljøet samarbejder med aktører fra universiteter nationalt og internationalt samt med regioner, kommuner, almen praksis, den private sektor samt patientforeninger og interesseorganisationer.