Del
Historielærernes dag: Jubilæum uden jubel - sæt fokus på historiens skyggesider

27. oktober 2022

Historielærernes dag: Jubilæum uden jubel - sæt fokus på historiens skyggesider

Bliv klogere på, hvad og hvordan kan vi undervise i kontroversielle emner og temaer med henblik på at styrke elevernes etiske og moralske kompetencer.

Wannsee-konferencen har 80 år på bagen i 2022. Her blev den endelige tilintetgørelse af jøderne blev planlagt. 

Hvordan skal nutidens samfund og skoler forholde sig til sådanne begivenheder? Skal vi åbne op og kigge på rædslerne eller lade jubilæer, mindedage, livsløgne mv ligge?

Deltag i Historielærerens Dag 2022 og bliv klogere på, hvad og hvordan kan vi undervise i kontroversielle emner og temaer med henblik på at styrke elevernes etiske og moralske kompetencer. På dagens workshops kan du møde en bred vifte af inspiration - lige til at tage med hjem til din egen undervisning. 

Målgruppe: Undervisere og studerende i faget historie, særligt historielærere i grundskolen.

Program

8.45 - 9.30 Morgenkaffe og bolle - mulighed for at møde forlagene 

9.30 - 9.45 Velkomst m. morgensang

9.45 - 10.30 Folkedrabets psykologi v. seniorforsker Johannes Lang (DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier) 
Hvad kan få tidligere helt normale mennesker til at begå overgreb og drab på mænd, kvinder og børn blot fordi de tilhører en bestemt befolkningsgruppe. Johannes Lang vil præsenterer forklaringer på, hvad der kunne få almindelige mennesker til at deltage i Holocaust.

10.30 - 10.40 Pause 

10.40 - 11.20 ”Tortur og så kommer?” – Folkedrab i historieundervisningen. Et blik på vanskelig og kontroversiel viden v. lektor og ph.d.stud. Hildegunn Johannesen
Elever skal i historiefaget arbejde med menneskers levevilkår gennem tiderne. Men hvad sker der, når de i undervisningen møder emner om folkedrab og andre forbrydelser på menneskeheden? Hvordan håndterer de denne form for viden og hvordan refererer de til den? I oplægget diskuterer Hildegunn på baggrund af sit ph.d.-projekt centrale problemstillinger, der er forbundet med det, der bliver til vanskelig og kontroversiel viden hos eleverne, fordi de berøres og provokeres emotionelt og moralsk.

11.20 - 11.35 Pause - Kaffe og frugt

11.35 - 12.30 Workshop-runde 1 á 55 minutter  

12.30 - 13.10 Frokost

13.10 - 14.05 Workshop-runde  2 á 55 minutter 

14.05 - 14.25 Kaffepause

14.25 - 15.10 Arven efter Holocaust v. lektor og ph.d. Sofie Lene Bak 
Hvordan kan vi formidle historien om folkedrabet på 6 mio. jøder under Anden Verdenskrig – så den dystre fortid opleves som relevant i nutiden, på en måde som samtidig viser respekt for ofrene?

15.15 - 16.00  Racisme i popkulturen v. Søren Hein Rasmussen 
Kannibalsk. Sexfikseret. Musikalsk. Fjollet. Vild. Hvorfor er det, at den sorte afrikaner igen og igen havner i de samme roller, når han eller hun optræder i ugebladenes vittighedstegninger eller i bøger og på film? På baggrund af min udgivelse Den sorte bog vil jeg fortælle om, hvordan afrikanere er blevet fremstillet i de seneste 120 års underholdningsmedier.

Workshops

Der er to workshops-runder. Vælg derfor to af følgende workshops. 

A. Et glimt af hverdagen – vores erfaringer med at arbejde med historiske problemstillinger v. lærere Maj Thea Balthazar-Christensen og Jeanette Nexø Jensen (Køge Kommune)
Vi præsenterer en metode, hvor arbejdet med historiske problemstillinger er det centrale omdrejningspunkt fra 7. kl. frem mod prøven i 9.kl. I denne form for metode præsenterer vi eleverne for et fagsprog, der understøtter processen hen imod en forståelse af årsagssammenhænge og historiebevidsthed. 

B. Faglig læsning med historiefagets briller v. lektor og ph.d. Heidi Eskelund Knudsen (UCL, Historie Lab)
Workshoppen sætter fokus på, hvordan fagets særskilte faglige erkendemåder, udtrykt gennem faglige tænkebegreber (2.ordens viden), kan anvendes som supplement og bidrage til elevers læreprocesser i faget. Med afsæt i en ‘work in progress-tilgang’ læser vi i fællesskab udvalgte tekstarter i faget – primært læremidler rettet mod slutningen af mellemtrinnet og overgangen til overbygningen. 

Du medvirker sammen med kolleger til at udvikle og gøre tænkebegreber til didaktisk relevante læseredskaber. Processen rammesættes overordnet af underviser, der også medvirker i arbejdet og efterfølgende samler op på processen med at udvikle faglig læsning i faget.  

C. Historisk fiktion, empati og perspektivskifte v. lektor Jens Aage Poulsen (UCL, Historie Lab)
Workshoppen giver ideer til, hvordan historisk fiktion kan bruges til at fremme elevernes indlevelse, forståelse og historisk empati samt evne til perspektiveringer – også i forhold til kontroversielle emner.

D. Vejen til Holocaust. Hvordan kunne det ske? Og kan det ske igen?  v. formidlere Klaus Lund og Charlotte Bruun, MYRTHUE – Natur, Kultur & Læring (Esbjerg Kommune)
Antisemitisme, dem og os-retorik, fordomme, dehumanisering og propaganda er centrale begreber, som de ældste elever arbejder sig ind på, når de med udgangspunkt i kilder gennem analyse, refleksion og diskussion i grupper får indsigt i folkemordets mekanismer. Perspektiveringen til elevernes egen tid og egne erfaringer spiller endvidere en betydelig rolle. 

Workshoppen er meget håndholdt og praksisnær og giver ideer til materialer og aktiviteter, men skaber også plads for deltagernes egne didaktiske overvejelser og erfaringer. 

E. Holocaustfilm i klasselokalet v. lektor og ph.d. Peter Yding Brunbech (UCL, Historie Lab)
Undervisningen i holocaust kræver en del overvejelser og det gælder også brug af spillefilm. Der er stor debat om hvilke film der er velegnede og i workshoppen gennemgår vi muligheder og udfordringer med nogle af de mest kendte holocaustfilm.

F. Historiske sange i Højskolesangbogen v. lektor Stefan Teilmann Laub Nielsen (Professionshøjskolen Absalon)
En historisk sang kan fortælle os om den fortid, som den beskriver, og den samtid som den blev til i. Historiske sange er ikke fra 1800-tallet – der skrives nye sange om historien, og nye melodier kommer til. Syng, lær og reflekterer i fællesskab.

Workshoppen giver inspiration til forskellige historiske sange til forskellige historiske emner og temaer - også de mere kontroversielle?  

Tilmelding

Tilmeld dig her senest den 22. september 2022 og derefter så længe der er ledige pladser.

Tid: Torsdag den 27. oktober 2022 kl. 8:45-16:00
Sted: Professionshøjskolen Absalon, Campus Roskilde, Trekroner Forskerpark 4, 4000 Roskilde
Pris: 1.075 kr. inkl. forplejning

OBS: Konferencen afholdes også onsdag den 26. oktober 2022 på UCL i Jelling. 

Spørgsmål? Kontakt CFU's kursusadministration på kursus@pha.dk eller tlf. 7248 1930 (kursusnummer R22-142).

.

Campus Roskilde

Trekroner Forskerpark 4
4000 Roskilde
27. oktober 2022 8:45 - 16:00
Karina Bruun HougPædagogisk konsulent